"Jeg håber, der vil være mulighed for at gentænke engelskfaget og dets rolle i læreruddannelsen og tildele faget de timer, der er nødvendige, for at jeg med god samvittighed kan sende fagligt stærke lærere ud at undervise," skriver en censor på læreruddannelsen som tilbagemelding på kvaliteten af eksamensforløbet i engelsk.
Censoren har tidligere eksamineret studerende inden den nye læreruddannelse trådte i kraft, og han mener, de studerendes faglige niveau er faldet:
"Jeg kan tydeligt se forskel på det faglige niveau, de studerende i dag har fået og på de studerende jeg censurerede og eksaminerede i forrige censurperiode for 4-8 år siden. Det virkede desværre, som om der ikke havde været tid efter den nye reform til at give de studerende det grundlag, der er nødvendigt for at kunne undervise i faget engelsk i folkeskolen, det var lidt forstemmende".
Han er langt fra den eneste der mener, at faget har fået for lidt tid i den nye uddannelse, og at resurserne smitter af på fagets indhold og kvalitet.
"Det er ikke muligt at uddanne alsidige engelsklærere med den ringe tid, der er til rådighed. En sproglærer skal naturligvis have en omfattende viden om sprogtilegnelse og fagdidaktik; men andre elementer som f.eks. et indgående kendskab til samfundsforhold og kultur i bredeste forstand bliver der ikke tid til. En lærer, der ikke er i stand til at besvare elementære spørgsmål om ovenstående emner, men må overlade eleverne til Google og Wikipedia, mister respekt", kritiserer en censor i rapporten.
Flere steder har de studerende kun engelsk i et år. Censorrapportens anbefaling er, at der skal afsættes mere undervisning over en længere periode, hvis engelskfaget ikke skal miste kvalitet.
Censorer efterlyser mere engelskundervisning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.