Generelt var der et kraftigt fald i antallet af lærerstuderende på geografi-faget i år. Kun 103 studerende var til eksamen i år, mens der i 2015 var 213, der gik op i geografi. Det er der ifølge Poul Kristensen fra University College Lillebælt ikke nogen umiddelbar forklaring på.
De studerende har ikke haft mulighed for at gå til gruppeprøve, hvilket nogle censorer undrer sig over i den årlige censorrapport.
"Det forstår jeg heller ikke. Når vi nu opfordrer de studerende til at samarbejde og mener, at kollegialt samarbejde er en vigtig del af lærerarbejdet", skriver Poul Kristensen.
Karakterniveauet er generelt steget i geografi. Men der har været flere problemer i prøveforløbet, hvor både censor og eksaminator har haft svært ved at adskille de to delprøver, der er på geografi. Begge prøver er mundtlige, og kun få af de studerende laver en skelnen mellem de to delprøver, når de er oppe. Desuden gives der kun én karakter, og derfor virker det forvirrende og overflødigt med to mundtlige delprøver, påpeger han.
Et par af censorerne har problematiseret det faglige niveau, og flere i censorrapporterne mener, at årsagerne skyldes begrænset undervisningstid, manglende skriftlighed ved prøven og prøvens længde på kun 45 minutter. De studerende har ikke mulighed for at gå i dybden med det faglige stof. Derfor anbefaler censorerne, at de studerende igen skal aflevere en fem siders opgave som oplæg til prøven, at de får mulighed for at gå til gruppeprøve, og at den mundtlige del af prøven bliver på 60 minutter.
"Forhåbentlig bliver prøveformen i 2016 i geografi en parentes i uddannelsen af geografilærere", skriver Poul Kristensen.
Censorer: Bekymrende med kun seks lærere til kompetenceløft i geografi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.