Lærer
Hylleholt skole Faxe Ladeplads
Jeg oplever dagligt, at politikere, forlag, redaktører, videnskabsfolk og andet godtfolk smider om sig med guldkorn til folkeskolen. Har de ikke opdaget, at kornene falder på stengrund?
Afstemningen om forliget i 2018 er i høj grad baseret på begreber som tro, håb og tillid. Det er enestående i vores faggruppe, men hvor berettiget er det? Hvad siger fakta om vores chancer for en aftale?
Er kommissionen en syltekrukke eller et skæreredskab? Er formuleringerne klare nok? Hvor meget plads til at sno sig er der i aftalen?
Mens folkeskolens problemer begraves i ideologisk tågesnak, udsultes skolen og børnene bliver syge. Der skal mad på bordet, men det kommer der ikke.
Denne historie handler om, at mit arbejde som lærer i dag ofte skaber modsætning mellem mine grundlæggende værdier.
Jeg åbner her en lille dør til min undervisning, fordi vi må ikke glemme at følge børnenes spor i forherligelsen af læringsmålstyret undervisning.
Kritikken af folkeskolereformen er vokset siden skolestart – fra lærere, elever, forældre, skoleledere, forskere og politikere. Lange skoledage blev med ét virkelige for alle. Det gav fornyet debat om lektiecafeens berettigelse og håb om dialog. Christine Antorini har på den baggrund leveret et indspark i debatten, der fordrer et svar.
Jeg er nødt til at starte med en advarsel. Denne blog er mest af alt et hastigt nødråb til den danske forskerkreds kastet ud fra en træt sofa efter en solid arbejdsdag - baseret på stærkt subjektive opfattelser.
Skolereform, arbejdstidslov og inklusion har på kort tid kastet skole, ledere og kommuner ud i et teknokratisk jonglørprojekt, hvor boldene suser afsted, ødelægger roen og taber børn, forældre og lærere på gulvet. Vi har ikke brug for flere politiske forslag i Folkeskolen. Vi har brug for ro!
