Specialpædagogisk konsulent, Cand.pæd.phil og Bestyrelsesmedlem i Folkeskoleforældre
Jeg er så heldig at kende to helt fantastiske unge piger, som jævnligt får mig til at bryde sammen af latter. De hører begge til i kategorien 'de måske egnede', de er blandt de 20 procent i statistikken, der endnu ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, og som måske heller ikke når det inden de fylder 25.
Jeg har i dag tænkt meget over, hvad det der specialundervisning, jeg går og laver, egentlig er for en størrelse.
Jeg har i et tidligere indlæg beskrevet Emma. Emma er en af de udygtige. Hvorfor er det, at der ikke er en ungdomsuddannelse til hende?
”Han har flyttet skole, fordi han ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt”, sådan hørte jeg den anden dag et barn beskrive en børnehaveklassekammerats overflytning til en specialklasse.
Over for mig sidder en ung pige fyldt af frustrationer. Lige siden hun startede i skole har hun kæmpet med tal. De giver simpelthen ikke mening for hende. Hun er ikke alene, mange børn og voksne kæmper med matematikken, nogle (omkring 2-5%) af befolkningen kæmper så meget, at der er tale om talblindhed, også kaldet dyskalkuli.
På en tur i skoven med min datters børnehaveklasse og deres forældre, fik jeg lidt af en aha-oplevelse omkring læring.
Sådan har min 6-årige Astas mødt mig hver dag de seneste par uger. Hun er som tusindvis af andre fem til seksårige startet i børnehaveklasse. Umiddelbart er hun glad nok for at være startet. Hun er afgjort klar til at kaste sig ud i talforståelse og i læsningens mysterier. Det hun tydeligvis ikke er klar til, er seks timer af det hver dag. Hver dag brokker hun sig over, at hun ikke har nået at lege. Tilsyneladende er hendes halvanden time i SFO, det eneste hun oplever som leg.
I stedet for at tale om negativ social arv, når unge lander direkte i kontanthjælpssystemet i stedet for på arbejdsmarkedet, bør vi tale om rummelighed.
Ja, hvad så? Ville lærerne så være glade for den nye folkeskolereform? Hvis nu lærerne fik rigtig gode arbejdsforhold: fleksibilitet og et loft over antal af undervisningslektioner på 20, ville reformen så fungere?
I disse år, kører der fra flere sider af nærmest en hetz imod det man kalder privatpraktiserende lærere. Hvad det præcis dækker over er lidt uklart, men tydeligt er det, at det er noget, som ønskes stoppes og erstattet af teamlærere.
Skoler og kommuner kan uden meromkostninger skabe bedre mulighed for inklusion ved at omlægge understøttende undervisning til to-lærertimer. Det bør undervisningsministeren opfordre til – særligt set i lyset af ny SFI-rapport.
Der er behov for, at kampen for den faglige ytringsfrihed blæses igang.
Da jeg for fem år siden fik min datter, vidste jeg præcis, hvilken folkeskole hun skulle gå på, og jeg havde nærmest også udpeget hendes klasselærer. Skolevejen var tjekket ud og fundet sikker og karaktergennemsnittet fundet betryggende.
Jeg har fornøjet mig med at skrive indlæg herinde de seneste fem måneder. Men nu er det slut.
Lærerarbejdet er gået fra akkordstyring til tidsstyring. Og lærerfaget er gået fra håndværkerfag til servicefag.
En undersøgelse af tallene bag de 78.000 unge uden uddannelse.
De tosprogedes faglige vanskeligheder handler hverken om lærere med mangelfulde kompetencer, eller om socioøkonomomiske forhold. De tosprogede er nemlig ikke tosprogede, men to gange halvsprogede.
Nu må det simpelthen stoppe! TV 2 kommer med underlødige nyhedsindslag, hvor det antydes, at lærerne er syge hele tiden. Undervisningsministeriet lancerer en plat og nedladende popquiz om den nye reform, som er ekstrem indoktrinerende. Imens annoncerer dlf en patetisk kampagne om lærernes vigtighed for undervisning, hvor man ser lærere, der leger turistguides.
