Specialpædagogisk konsulent, Cand.pæd.phil og Bestyrelsesmedlem i Folkeskoleforældre
Engang var et stærkt retorisk greb, brugt af en mand med noget på hjertet. I dag er DREAM en fremskrivningsmodel, der beskriver en måske forestående fremtid.
Som tidligere lærer, som nuværende medlem af dlf, som forælder og som borger, har jeg stået ved jeres side siden 2013. Jeg har delt jeres vrede, jeg har delt jeres afmagt, jeg har delt jeres protester og forargelse over, at en forringelse af jeres arbejdstidsregler skulle betale for en ændring af folkeskolen.
Det her indlæg er skrevet til dem, der ikke lige er lærere. Andre faggruppers overenskomster og arbejdstidsregler, samt ikke mindst betingelser, kan være lidt svære at sætte sig ind, så derfor denne hurtige guide.
Ovenstående er en bemærkning jeg, og nok også de fleste andre undervisere, har hørt utallige gange gennem mit arbejdsliv. Alene i denne uge har jeg hørt det tre gange.
I disse OK-tider kunne man godt tro, at det jeg var bekymret for, var mine egne arbejdsvilkår og måske især min løn. Men hvis man tror det, så er man helt sikkert ikke offentlig ansat. Min bekymring går ikke på mig selv, men på de borgere, som det er min opgave at hjælpe, og så er jeg bekymret for selve velfærdssystemet
Det her er vaskeægte dare disrupt, det er en udfordring af den nutidige fremtidsforståelse. En fremtidsforståelse præget af frygt.
Læringsplatformene får skabt nogle underlige logikker, hvor selve det, at man kan gøre noget, fx overføre målene fra lærernes årsplan til elevplanen, bliver til, at det er hvad man gør. Men mindre kan altså også gøre det, og det er ikke altid, at automatik giver mening eller letter processen.
Siden nytår har man kunne læse den ene sindsoprivende afsløring efter den anden, omkring hvordan kommunerne ikke lever op til dataloven på børneområdet.
Læsekontrakt, læselog, og 20 minutters daglig læsning er typisk det, der er på tapetet, når dansklæreren gerne vil have sine elever til at blive bedre og mere sikre læsere.
På det seneste har jeg debatteret læsning en del (I ved, de tyve minutter), og danskfagets læremidler (anden debattråd), og jeg er begyndt at blive lidt i tvivl, om vi egentlig har en fælles forståelse af, hvordan læse- og staveundervisning ser ud, når den virkelig flytter noget.
Jeg vil gerne starte med et stort uforbeholdent undskyld. Det er ikke en undskyldning til hverken mit barn, mit barns skole, eller mit barns lærere, over at vi igen-igen ikke har fået nået de forventede tyve minutters læsning.
Her fire år efter konflikten er intet ændret. Medier, politikere, og socialdemokratiske vælgere i massevis, synes stadig, at lærernes formand skulle have lagt sig ned, og i stedet kæmpet for højere løn. Ingen synes helt at forstå lærernes argumenter. Hvorfor skal en fagforening bestemme, hvad arbejdstiden bruges til?
De seneste dages mediedækning viser med al tydelighed, at lærerne ikke har en chance for at få vendt stemningen. Den brede befolkning vil bakke op om fortsatte besparelser, og er ret ligeglade med de offentlige ansattes arbejdsvilkår. De offentlige ansatte anses reelt som en udgift.
I forvejen er danske lærere blandt dem med den længste uddannelse bag sig, så hvorfor et år mere? Og hvorfor en universistetuddannelse?
Chokerende? Egentlig ikke. Ikke når man, som jeg, har sin daglige gang med unge, der ikke har været til afgangsprøve. Jeg interviewer reelt to af dem om ugen, og har dem ofte i undervisning efterfølgende. I modsætning til andre, der er ude med de hurtige løsninger, og som står står klar til at benytte den seneste brændende platform, til at pleje deres egen agenda, så tager jeg lige en dyb indånding. Det er nødvendigt, for det flyver omkring med påstande og beskyldninger. For de unges skyld, er vi nødt til lige at trække vejret og tænke os om.
Jeg er så heldig at kende to helt fantastiske unge piger, som jævnligt får mig til at bryde sammen af latter. De hører begge til i kategorien 'de måske egnede', de er blandt de 20 procent i statistikken, der endnu ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, og som måske heller ikke når det inden de fylder 25.
Jeg har i dag tænkt meget over, hvad det der specialundervisning, jeg går og laver, egentlig er for en størrelse.
Jeg har i et tidligere indlæg beskrevet Emma. Emma er en af de udygtige. Hvorfor er det, at der ikke er en ungdomsuddannelse til hende?
”Han har flyttet skole, fordi han ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt”, sådan hørte jeg den anden dag et barn beskrive en børnehaveklassekammerats overflytning til en specialklasse.
Over for mig sidder en ung pige fyldt af frustrationer. Lige siden hun startede i skole har hun kæmpet med tal. De giver simpelthen ikke mening for hende. Hun er ikke alene, mange børn og voksne kæmper med matematikken, nogle (omkring 2-5%) af befolkningen kæmper så meget, at der er tale om talblindhed, også kaldet dyskalkuli.
