Skribent, folkeskolelærer emeritus
F. 1950, fra 1.1.2016 selvstændig skribent og debattør, indvalgt i DLF's hovedstyrelse 2000-04 og 2008-16, lærer i 40 år, de 28 som klasselærer i indskoling/mellemtrin og altid med masser af klasser i kristendomskundskab og historie.
Reformpolitikerne, navnlig dem til venstre for midten, har brændt fingrene så eftertrykkeligt på 2013 og hvad deraf fulgte, at de frygter en åben konfrontation omkring skolepolitikken lige nu. Sådan konkluderede Lars Trier Mogensen på bloggertræffet på Gl. Avernæs.
Professionsidealet fastholder et værdigrundlag for folkeskolen og lærernes embedsførelse, som får dem til at sætte hælene i overfor tåbelige ledelsesdispostioner.
Hvad folkeskolen angår, har den fjerde statsmagt i dette land stort set abdiceret og meldt sig ind i underholdningsindustrien. Sandheden om skolereformen er slet ikke gået op for danskerne endnu.
Barndommen trues af it-aliens, der planlægger en regulær, total besættelse af hele livet i og omkring folkeskolen
Når mål og midler ikke stemmer overens ...
Hvis arbejdsgiverne virkelig insisterer på, at lærerne skal lægge hele deres arbejde ind i disse it-monsterportaler, er DLF nødt til at fremføre et nyt krav ved de kommende overenskomstforhandlinger: Ansættelse af lærersekretærer i folkeskolen.
KL-formand Martin Damm vil fortsat ’gå hele vejen’, om nødvendigt mutters alene og med hovedet under armen. Han har intet hørt og intet set. Han lyder allerede som en røst fra fortiden.
Musiktimerne er kanariefuglen i kulminen. Når den falder af pinden, er luften giftig.
Stakkels offentlighed, der skal blive ved med at høre på historien om lærerlockouten. Men anderledes kan det ikke være, så længe kampen om, hvad der skal stå i historiebøgerne, ikke er afsluttet.
Politiken abdicerer fra sin rolle som fjerde statsmagt. Bladet bidrager tillige til, at den falske melodi, som reformpolitikerne nu har sunget i tre år, fortsat fylder det offentlige rum og dermed hindrer folkeskolen i at få afsluttet den undtagelsestilstand, den fortsat befinder sig i til ulykke for hele nationen.
Den ligger i et sikret skab på Politikens redaktion, hvor man har taget den i forvaring
Helle Thornings forbavsende tilståelse er dementeret af Politiken. Der er angiveligt tale om en fejl. Hvor sandsynligt lyder det?
Krigen mod lærerne var regeringens projekt, ikke arbejdsgivernes. Lockouten var en regeringsbeslutning
Hvad alle tydeligt kan se nu, er, at den brændende platform, som skolen befandt sig på i 2012, var antændt af politikerne selv.
Stefan Hermann leder efter et arkimedisk punkt udenfor striden, hvorfra han kan gå i rette med begge parter ud fra devisen: Forlig jer, skabhalse! Der skal to udfarende parter til et slagsmål, ikke sandt? Jovist, men det var ikke en civiliseret 'politisk nævekamp', der fandt sted; og det er en kendsgerning, at der kun skal een voldsmand til et overfald. Lærerne har han i alt væsentligt med sig, men den vilje til samtale, som han appellerer til, er slet ikke til stede på politikernes side.
Forskerne kan snakke herfra og til dommedag om evidens, intet kunne rage politikerne mindre. De gør fuldstændigt, hvad der passer dem, for det har de RET til. Om det er KLOGT, anses for sagen uvedkommende.
En af de centrale pointer i Stefans Hermanns på mange måder tankevækkende bog, ’Hvor står kampen om dannelse?’, er, at den politiske magt har været god til at stille spørgsmål, men ikke ikke til at give svar. Det lyder besnærende, men er det sandt?
Tænk engang, hvis politikerne brugte PISA konstruktivt! Så ville de naturligvis lægge til grund, at de skolesystemer, der klarer sig bedst i PISA, bogstaveligt talt skulle danne skole. Men de gør det stik modsatte.
Vores børn må aldrig nogensinde gøres til midler i en større sags tjeneste. Det er en ufattelig ligegladhed, ja nærmest kynisme, der udvises af Voksendanmark, når man bagatelliserer problemerne i dette indskolingsinferno og opfordrer til tålmodighed.
Skolelederforeningen lever i en anden verden end folkeskolens lærere og elever.
