Folkeskolen er mere end nogensinde præget af en slingrekurs. Magtfulde organisationer, embedsmænd og politikere, som bestemmer skolens fremtid, taler igen om endnu en ny kurs, et paradigmeskift efter trængslerne med målstyringsvanviddet. Trods de stadige skift er der stadig lærere, der kan lide deres job.
I den sidste tid har der været mange tilkendegivelser fra magtens mænd og kvinder om, at de elsker lærerne og foleskolen. Et godt signal. Det vil så senere vise sig, om sympatitilkendegivelserne bare er et taktisk spil for at få ro i lejren nu, da lønaftaler er gledet ned uden en ændring af arbejdstidsreglerne. Der er i hvert fald meget at rette op på, når det gælder respekten for lærerprofessionen. Der er mange tegn på, at den er dalet i de sidste årtier.
Nogle forskere her i landet har etableret sig som et arrogant præsteskab, der mener, at de er i besiddelse af den skinbarlige, evidensbaserede sandhed. Det hæmmer den folkelige og demokratiske debat om folkeskolen
På en fremragende, veltilrettelagt konference med titlen "Dansen om dannelsen - fra standard til god latin" blev forskellige facetter af dannelsesbegrebet belyst, men jeg savnede en kritisk dimension.
I sit forsvar for sin ph.d. den 26. januar 2018 kritiserede Keld Skovmand bl.a., at pædagogiske forskere ikke havde sagt fra over for den højst kritisable lancering af læringsmålstyret undervisning, og at der foregik en diktatorisk topstyring ved gennemførelse af folkeskolereformen. Det er jeg enig i, og det vil jeg uddybe.
Anna Karlsskov Skyggebjerg giver i en artikel med titlen "Litteraturundervisning fra poetisk leg til prosaisk alvor " et kritisabelt overblik over udviklingen inden for læremidler i dansk i de sidste 40 år
Syddansk Universitet i Odense har iværksat flere værdifulde, skønlitterære forskningsprojekter- i december en international H.C. Andersenkonference med titlen "H.C. Andersen and the Community". Da jeg mødte op til konferencen, mødte der mig en overraskelse.
Dette blogindlæg rummer en historie, der er meget tæt på nutidens virkelige liv. Det handler også om undervisningens kunst og forskningens mange ansigter
Forskerne bag "Læremidlernes danskfag" kritiserer en række læremidler til danskundervisning i folkeskolen. Anvendelsen af dem vil gøre eleverne til fantasiløse og ukritiske funktionærer. Forskernes påstande er alt for forenklede og bombastiske
Det frie læremiddelmarked, hvor forlagene uden kontrol kan producere, hvad de vil, og lærere, lærerteams og skoler frit kan vælge læremidler, har fungeret godt trods mange mangler, men en ny udvikling begrænser friheden.
Der er gods i forskningen om læremidler, men også kritisable svagheder og uholdbar kritik. Hvordan kan læremiddelforfattere, forlagsredaktioner, anmeldere, lærere og forskere samarbejde om at skabe gode læremidler i en ligeværdig dialog?
Institutleder ved DPU Claus Holm har på folkeskolen.dk beklaget sig over, at lærerne ikke i særlig høj grad bruger forskningsresultater. Det har jeg en forklaring på.
Dansk Grundforskningsfond har bevilliget et tilskud til et forskningsprojekt på Syddansk Universitet om brug af skønlitteratur i forskellige sociale sammenhænge
Bogen "Læremidlernes danskfag", omtalt i sidste nummer af Fagbladet Folkeskolen, er en værdifuld og inspirerende analyse af læremidler til dansk, men den indeholder også indbyggede problemer, det er værd at reflektere over.
Økonomiske hensyn er vigtigere end faglig og pædagogisk kvalitet på professionshøjskolernes læreruddannelse. Det er det indtryk, jeg som beskikket censor i dansk har fået i forbindelse med eksamen i dansk, efter at den sidste reform af læreruddannelsen er gennemført.
Hvordan har læreruddannelsen det? Hænger den sammen med folkeskolens liv og undervisning? Jeg har nogle gange om året mulighed for at kigge med på sidelinjen som beskikket censor i dansk, og det er inspirerende og lærerigt.
Skønlitteraturen er under pres. Hvilken nytte er den til? Og hvilke tekster er de vigtigste, når man skal vælge indhold til danskundervisningen?
Politikere, topledere og eksperter både i den offentlige og private sektor burde sendes på et obligatorisk højskoleophold til åndelig genopdragelse i stedet for at tage på luksuriøse studieture til udenlandske skolevæsener, som ofte inspirerer dem til propaganda og billig selvpromovering. Her følger en skitse til et sådant læringsforløb.
Der er et håb om, at vi bevæger os bort fra undervisningsministeriets snævre brug af begrebet kompetence og de ministerielle bestemmelsers bastante målstyring, så lærerne kan få inspiration fra Undervisningsministeriet i form af nuancerede bestemmelser om mål og indhold i fagene.
Jeppe Bundsgaard og Benny Bang Carlsen, der har haft deres rolle i udformning af Forenklede Fælles Mål, har opfordret til dialog. Den opfordring vil jeg tage imod.
