Fra det nye skoleår kan elever helt ned til 6. klasse rundt om på landets folkeskoler måske se frem at få karakterer.
For det er som noget nyt blevet en mulighed, som den enkelte skole kan vælge at tage i brug i stedet for at vente til 8. klasse, hvor det er påkrævet, at skolerne giver eleverne karakterer.
Et af de steder, hvor de yngre elever kan se frem til et skoleår med karakterer, er på Skovgårdsskolen i Charlottenlund nord for København.
Her har skolen og skolebestyrelsen nemlig besluttet sig for nu også at sætte et tal på elevernes faglige præstationer i 7. klasse. 6. klasse forbliver karakterfri, fordi de vurderer, at det er tidligt i forhold til deres alder, og at det er et år med mange lærerskift. For Skovgårdskolen har valgt ikke at have et mellemtrin, så her begynder udskolingen allerede i 6. klasse.
Karakterer er en uundgåelig del af det at gå i skole, og det bliver vi nødt til at forholde os til
Jan Eirik Olsen Skoleleder på Skovgårdskolen
”Det er ikke sådan, at det har været et kardinalpunkt for os at indføre karakterer i 7. klasse. Men jeg synes, det var værd at tage en samtale med lærerne om, hvorvidt det kunne have en positiv effekt. For vi oplever som langt de fleste skoler et enormt karakterpres hos eleverne, når de kommer i 8. klasse”, siger skoleleder Jan Eirik Olsen.
Håber de vil bidrage til at afmystificere
Karaktererne skal kun gives til at bedømme konkrete opgaver som diktat og færdighedsregning, så eleverne kan ikke se frem til at få standpunktskarakterer.
Der bliver heller ikke offentliggjort et karaktergennemsnit til hverken elever eller forældre, fortæller Jan Eirik Olsen.
”Vi vil bruge karaktererne i 7. klasse som en øvebane for eleverne, så vi kan afmystificere dem og mindske det pres og den stress, som karaktergivning kan medføre i 8. og 9. klasse”, siger skolelederen og uddyber:
”Karakterer er en uundgåelig del af det at gå i skole, og det bliver vi nødt til at forholde os til”.
Læs også
Karakterer i begrænset omfang
Jan Eirik Olsen understreger, at karaktererne ikke kommer til at stå alene. Lærerne kommer til også altid at give en mundtlig feedback, og første gang eleverne får en karakter skal det ske som en elevsamtale. Samtidig vil der blive taget et særligt hensyn til de særligt sårbare elever.
7.-klasserne kommer kun til at få karakterer i dansk, matematik og de praktisk-musiske fag.
Sidstnævnte har skolen valgt, fordi eleverne allerede skal til eksamen i dem i 8. klasse. På den måde får de i et tidligere et praj om, hvor de ligger.
”Vi har fået lavet nogle principper med lærerne, så vi sikrer os, at alle eleverne på tværs af klasserne får samme antal karakterer i løbet af skoleåret”.
”Det har heller ikke været en nem beslutning"
Jan Eirik Olsen kan godt forstå, hvis andre skoleledere og lærere er forbeholdne over muligheden for at indføre karakterer tidligere, end det er påkrævet – især i den perfekthedskultur, han mener, vi lever i.
”Det har heller ikke været en nem beslutning for os. Men vi er blevet enige på tværs af skolebestyrelse, lærere, ledelse og elevråd om at prøve det af i et begrænset omfang med en masse feedback og fokus på læring og proces”, siger han og understreger:
”Det er et prøveår, og hvis feedbacken er dårlig, så afskaffer vi karaktererne igen”.
Skolen har indtil videre udelukkende fået positive tilbagemeldinger fra forældre – noget, som Jan Eirik Olsen peger på kan skyldes området nord for København, som eleverne kommer fra, der i højere grad end andre steder er præget af en kultur, hvor børn bliver målt og vejet.
Bruger ny mulighed til at give tidligere karakterer: Håber det vil mindske præstationspresset
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.