Der er politisk fokus på, at alt for mange børn og unge ikke trives. Manglende trivsel går ud over børns og unges livskvalitet, og det er på længere sigt et problem for hele samfundet. Som lærere kender vi det alt for godt fra vores hverdag. Allerede ved skolestart er der mange elever, der har problemer. Hvert sjette barn under ti år har alvorlige mentale helbredsproblemer, og hvert syvende barn får en diagnose, inden det fylder 18 år. Det trækker spor videre i livet.

Der er mange komplekse forklaringer på, at en stor gruppe unge ikke trives, og dermed er der heller ikke nogen nemme løsninger. Men folkeskolen kan og skal spille en vigtig rolle for at medvirke til at løse problemet. For mig at se afspejler den såkaldte “trivselskrise”, at vores grundlæggende fællesskaber i samfundet er i krise. Det gælder vores lokalsamfund, kultur- og fritidslivet – og det gælder folkeskolen. Når fællesskaber svækkes, er det de mest udsatte, der rammes først.

Folkeskolens og undervisningens fællesskab er blevet nedprioriteret til fordel for den enkelte elevs præstationer. Udhulingen af klasselærerfunktionen, afskaffelsen af klassens time og øget fokus på test er bare et par eksempler. Hvis vi skal vende den udvikling, er det afgørende at investere i en markant styrkelse af skolens fællesskab.

Folkeskolen skal rumme alle elever uanset deres baggrund og forudsætninger. Når de unge forlader skolen, skal det være med en oplevelse af, at de har et eget værd, og at de kan. Et velfungerende, forpligtende fællesskab i folkeskolen er simpelthen afgørende for, at alle unge kommer godt videre i deres liv. Derfor er jeg glad for, at vi for tiden oplever en helt ny politisk vilje til at prioritere folkeskolens fællesskab.

Til foråret kommer regeringens “Reformkommission” med en rapport om den store gruppe af unge, som hverken er under uddannelse eller i beskæftigelse. Vi følger deres arbejde tæt og giver vores input. For de unge, der har svært ved at finde fodfæste, risikerer at havne uden for samfundets fællesskab hele livet. Og en del af løsningerne skal findes i folkeskolen.

Dansk Arbejdsgiverforening har fremlagt beregninger, der viser, at hvis man kunne flytte bare én procent fra at være udenfor, uden uddannelse og job over til at være en del af fællesskabet i job eller uddannelse som 25-årige, ville det give en samfundsøkonomisk gevinst på 13,7 milliarder om året. Selv for dem, hvor den økonomiske bundlinje er den vigtigste målestok, er bedre økonomi til folkeskolen en forbandet god investering. Hvad venter vi på?