Tegneserier indgår som et af de faglige indholdsområder i faget dansk. Undervisning med genren rummer mange oplevelsesmuligheder og kan give eleven god indsigt i og visuelle erfaringer med fortællingens grundelementer. Genren appellerer med sit fængende formsprog til elevens engagement og aktive med- og egenfortælling. I højere grad end ved almindelig skriftproduktion møder elevens kreative anvendelse af tegneseriens billedsprog ofte modstand i kraft af en manglende alderssvarende kompetence i at kunne anvende det. Enkelte elever bliver af en eller anden grund meget kompetente til at fortælle og udtrykke sig i genren, mens de fleste sidder tilbage over for en mur af udtryksfattige og endimensionale pindemænd.
Men det behøver ikke at gå sådan. Som på så mange andre områder kan indsigtsfuld undervisning give eleverne de nødvendige forudsætninger for at gøre 'det-kan-jeg-også'-erfaringer. Illustratoren Søren Jessens bog - 'BONK' - om, hvordan man laver tegneserier, viser hvordan, og den er et ualmindelig godt grundlag for en sådan undervisning. Bogen demonstrerer og illustrerer med sans for de fleste elevers forudsætninger, hvordan en tegneserie - del for del - bygges op fra grunden, og den tilbyder samtidig en mængde redskaber og teknikker, der gør elevarbejdet overkommeligt og kreativiteten mulig. Bogens afsnit omhandler blandt andet idésøgning, pointe, figurgalleri, layout, perspektiver, farver, tid og sted. Fagligt og pædagogisk er det et eksemplarisk undervisningsmateriale, og det kan derfor uden forbehold anbefales til alle klassetrin mellem 3. og 9.
BONK
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.