"Test er et godt redskab til lærernes løbende evaluering, men en af de ting, der er dokumenteret med Pisa, er, at en testkultur, hvor skoler og elever konkurrerer om testresultater, er ødelæggende for eleverne og skolernes præstationer", siger lærernes formand Anders Bondo Christensen.
Han frygter, at en offentliggørelse af de nationale testresultater, som statsministeren har foreslået, vil skabe en negativ konkurrence mellem skolerne, og at det vil gå ud over den positive erfarings- og vidensdeling skolerne imellem.
"I og med at man som skole hele tiden bliver rangordnet, vil man være bage for, at ens egen skole kommer nederst i rangordenen. Så der er større risiko for, at man i virkeligheden kommer til at holde kortene tæt til kroppen", siger han.
Ikke noget kvalitetsbillede
Han mener heller ikke, at en offentliggørelse af resultaterne vil give noget kvalitetsbillede af skolen. Det vil i stedet give et meget forsimplet billede af nogle meget begrænsede kundskaber.
"Hvis man som forældre gerne vil vide, hvilken skole ens børn skal gå på, så skal man møde op på skolen og snakke med skoleledere, lærere og andre forældre. Så kan man få et indtryk af skolen. Det kan man altså ikke ved nogle tal fra en test", siger Anders Bondo Christensen.
Indsnævrer undervisningen
Han mener, at en offentliggørelse af testresultaterne vil forstærke, at lærerne kommer til at indsnævre fokus i undervisningen mod den lille del, der bliver omfattet af testene.
"Eleverne bliver bedre til den lille del, som man tester. Vi kommer til at få et meget snævert fokus. Det vil sige, at vi mister den store del af undervisningen, som ikke kan omfattes af de banale elektroniske test".
Diskussion om faglighedsbegrebet
Han mener, at vi risikerer at sende nogle elever ud af folkeskolen, som ganske vist er gode til at få fine testresultater, men som mangler en stor del at den brede faglighed, som de har brug for, når de skal videre i systemet. Derfor vil han på Marienborg-mødet tage en snak med statsminister Lars Løkke Rasmussen om faglighedsbegrebet.
"Vi skal have et meget bredere faglighedsbegreb. Selvfølgelig skal vi have viden og kundskaber, men det at kunne anvende viden til aktivt at hente ny viden, at kunne finde kreative løsninger ved hjælp af den viden man har, det er alt sammen en del af det faglighedsbereb, som vi skal udruste eleverne med", siger Anders Bondo Chistensen.
Han mener, at hvis lærerne kun udruster eleverne med den faglighed, som man kan måle i de nationale test, vil det hverken gavne eleverne eller samfundet.
"Samfundet har brug for folk, som formår at bruge deres viden aktivt. Hvis vi får alt for meget fokus på de her banale test, så er det den del, vi kommer til at mangle", siger han.
Forholder sig ikke til problemet
Statsministeren har meldt ud, at han kender alle modargumenterne om, at skolerne har forskellig elevsammensætning, og at nogle skoler har en større tosprogsandel. Men han forholder sig ikke til det egentlige problem, mener Anders Bondo.
"Nemlig den meget vigtige problemstilling, at vi i virkeligheden kommer til at udruste eleverne med dårligere forudsætninger. Den vinkel har han slet ikke forholdt sig til", siger han.
Bondo til Løkke: Vi risikerer skoler i negativ konkurrence
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.