Det er ikke bare endnu en overenskomst, der er stemt hjem med et markant flertal på 81,8 procent af de afgivne stemmer. Overenskomsten sender også helt nye signaler om indstillingen til lærerarbejdet og lærernes professionelle ansvar, mener Anders Bondo Christensen.
"Det er dejligt med så stor en opbakning og jeg er utrolig glad for det store ja-flertal. Vi sætter med denne overenskomst en dagsorden, som rækker langt videre end overenskomstforhandlingerne. Og her tænker jeg især på aftalen om lokale arbejdstidsaftaler. Resultatet vil få betydning for hele folkeskolens udvikling og så er det da utrolig vigtigt, at opbakningen bag den er så massiv," siger lærernes formand.
Stemmeprocenten blev 56,8 procent og det er et par procent lavere end i 2005. Anders Bondo Christensen kunne godt have ønsket sig den højere, men det kommer ikke bag på ham, at den ikke er så høj i et ja-år.
"Der er en logik om, at når der er stor opbakning bag et resultat, er der ikke samme opmærksomhed og debat, og det giver en lavere stemmeprocent. Omvendt giver megen kritik af resultatet en højere stemmeprocent."
Det bekræftes af de senere års afstemningsresultater, hvor nej-årene 1999 og 2002 viste stemmeprocenter på 82,5 procent og 75,4 procent, mens ja-årene 1997 og 2005 viste stemmeprocenter på 61,6 og 59,1 procent.
Bondo: Massiv ok-opbakning sætter ny dagsorden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.