Denne bog handler om, hvor svært det er at lære bogstaverne. Den kan bruges til oplæsning i børnehaveklassen og 1. klasse. Løsbladene lægger op til forskellige lege og aktiviteter.
To venner, Nora og Jakob, leger ved stranden. Nora prøver at tegne bogstaver i sandet, men hun har svært ved at huske dem. Jakob har ikke de problemer.
Om aftenen drømmer Nora, at hun og Jakob kommer til bogstavland. Bogstaverne personificeres et efter et, og bagefter leges en bogstavleg, hvor børnene stiller sig op, så de ligner de små bogstaver. Næste dag er det lettere for Nora at huske bogstaverne.
Kopiarkene må frit kopieres. Arket, hvor bogstaverne fra bogstavland er tegnet som fantasidyr, der kan farvelægges, fremmer nok ikke bogstavindlæringen, da de visuelle former er så »skæve«. Bogstavlegen, som gengives fra drømmesekvensen, er morsom, og opgaven med 29 dyr, der begynder med et bogstav i alfabetet, er også god. Det er opgaven, hvor eleven skal lytte til, lyttelæse og skrive ord med bogstavernes lyd, også, men den har for korte skrivelinjer. Til bogstavet »ø« havde jeg nok valgt et ord som »øl« med en ren ø-lyd i stedet for »øf«.
Bogen har udmærkede farveillustrationer, men den ligner i hele sin opsætning en letlæsningsbog. Elever i 3. klasse vil kunne læse bogen, men indholdet passer ikke til dem. Der-imod er bogen særdeles velegnet til oplæsning i indskolingen efterfulgt af samtaler, opgaver og leg.
Bogstavdrømmen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.