Børnevenlighed over for fransk i 5.

5.-klasseeleverne gik i sommer i gang med at lære fransk, en time ugentligt, og der er derfor brug for materialer, der giver elever på det mellemste af mellemtrinnet et relevant, men forholdsvist smalt indblik i den fagre franske verden. Det er derfor vigtigt, at den lille tid er godt givet ud.

"Allez hop! 5" består af en elevens tekstbog, en arbejdsbog kaldet Elevens bog, en i-bog til eleverne, en lærervejledning og en lærer-cd svarende til i-bogen. Det er lige, som det skal være. Forfatterne præsenterer i lærervejledningen den pædagogisk-didaktiske grundtanke: den særlige mulighed for leg, spil og sang i præ-puberteten og fordelen ved ikke at lade grammatikken stå alene, men inkorporere det grammatiske teoriapparat i en sjov læringskontekst. At fransk læres bedst gennem lyst, kan man næsten kun være enig i. Lad os nu se på materialet.

Første indtryk: Chapeau til layouteren – her er gjort meget ud af at fornøje via det visuelle, hvilket man oplever stadig oftere i franskmaterialerne: Virkelighedsnære og ofte æstetiske fotos kombineres med tegnede dagligdagsscenarier, der understøtter temaet. Det fungerer langt hen ad vejen fint, men tenderer også at tage overhånd her og der. Det er jo nu engang ikke illustrationerne, der bør have ansvaret for at vække nysgerrigheden alene.

Det ligger ikke i kortene for god læring, at børn ikke kan lide grammatik og tekst. Temaerne – de sproglige og kulturelle fænomener – er ganske vist velvalgte og har gode arbejdsforhold i elevbogen, men jeg savner mere tydelighed i forhold til skreven fransk og det grammatiske som selvstændig størrelse samt en højere overligger til dem, der har lært og forstået det helt basale. Eleverne lærer i korte processer og forholdsvis lidt om det allermest fundamentale. De hurtige vil få brug for mere.

Her når vi frem til et næste niveau: Forfatterne har medtænkt og opfyldt elevernes behov for at lytte til talt fransk, men har ubegribeligt nok valgt ikke at præsentere et færdigt og tilbundsgående teoretisk kompas for noget så afgørende som udtalen: Fonetikken er sporadisk præsenteret og mangelfuldt tilvejebragt. Udtalen af svære konsonanter som g og j, adskillige vokalkombinationer og udtalen af nasalerne er helt forbigået. Er det et bevidst valg foretaget med henblik på en simplificering, er jeg ikke enig heri, for lydlæren tager tid, men er ikke vanskelig i sig selv (medmindre eleven er ordblind) og kan ikke udskydes. Og det er netop fonetikken, der naturliggør talen og nedbryder eventuelle fremmedgørende barrierer på grund af de ukendte lyde.

Ikke desto mindre er den frankofone rejse alt i alt indledt på udmærket vis, og materialet anbefales hermed.