Det er den korte konklusion på det børnetopmøde om sundhed, som 120 elever fra alle skoler i Viborg Kommune har deltaget i.
Den klare besked til politikerne er: Der skal være bedre fysiske udfoldelsesmuligheder på skolerne, og der skal være bedre mulighed for at spise sundt.
"Vi burde have en kantine. Maden i boden er ikke særligt spændende, og når en madpakke har ligget i skoletasken i flere timer, er den ikke meget ved", siger Ann-Sofie, 7. klasse på Karup Skole. "Det koster meget at have en kantine, men hvis eleverne på skift laver maden og står for at servere den, behøver det ikke være så dyrt."
Bevidst kostpolitik
Problemet er, at der ikke er en bevidst kostpolitik på skolerne, mener Frederik, 7. klasse på Nordre Skole:
"Maden, vi kan købe, er ret usund. Hvis nogen sørger for, at der er mulighed for at købe sandwich med kalkun og salat eller andre sunde ting, og hvis den slags bliver solgt til en lavere pris end det usunde, vil vi helt sikkert købe det".
En pizzasnegl koster i dag 14 kroner, hvis prisen bliver hævet til 15, og man kan købe sandwich til 10 kr., vil de fleste købe sandwich, mener topmødedeltageren.
"Vi bevæger os for lidt i klassen", siger Mathias, 3. klasse på Houlkærskolen. "Nogen burde skrive en bog med små lege og øvelser, som man kan lave, når man har timer, så ville det være nemmere at koncentrere sig."
Han ønsker sig også mere udenomsplads, ikke mindst på skolens fodboldbane, der er alt for lille.
Jakob fra 7. klasse på Bøgeskovskolen synes, at lærerne er for sløve til at inddrage omgivelserne i undervisningen.
"Vi har et dårligt indeklima i klassen, så vi burde komme mere ud. Vi har en skov lige ved siden af, alligevel kommer vi der aldrig heller ikke i biologi. I de timer sidder vi bare og kigger i en bog eller lytter til læreren, der læser op af en bog", siger han.
Rasmus, 3. klasse på Overlund Skole, vil bare gerne have et ur i skolegården.
"Det ville være rigtig rart at kunne se, hvornår timen begynder", siger han.
Konkrete resultater
Børnetopmødet er arrangeret af Forebyggelsesudvalget i Viborg Kommune og udvalgsformand Karin Gaardsted, Socialdemokratiet, er sikker på, at der kommer resultater ud af det.
"Det er tydeligt, at børn godt ved, hvad sundhed er. Det er ikke der, vi skal bruge vores krudt. De har nogle klare ønsker til de rammer, vi giver dem. Der skal vi sætte ind. Det kan være at vi skal stille krav til de produkter, der bliver solgt i sportshaller eller krav om, at der på skoler skal være bedre tid og mere ro omkring spisning."
De klare meldinger overrasker formanden for Børne- og Ungdomsudvalget Søren Pape Poulsen, Konservative.
"Næsten alle børn siger, at bedre tilgængelighed vil føre til, at de spiser sundere. Det giver stof til eftertanke. Alle vores skoler er i øjeblikket ved at udarbejde kostpolitik. Det kan være, at politikerne skal understøtte den og sikre, at der kommer sund mad i kioskerne", siger han.
Et konkret løfte fra Karin Gaardsted: Forebyggelsesudvalget lover at udgive den bog, som Mathias ønsker sig.
Børnetopmøde: Der skal være bedre rammer om sundhed
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.