Børnerådet har erfaring med at give børn og unge en stemme gennem børne- og ungepanelet med cirka 2.000 skoleelever og mini-børnepanelet, der består af cirka 1.000 børnehavebørn. Nu har Børnerådet suppleret panelet med 12 specialklasser, så det i alt består af elever fra 126 klasser i hele landet.
"Børnene skal fortælle os, hvordan livet opleves, når man går i 7. klasse. Hidtil har vores paneler bestået af børn fra almindelige klasser, men her har vi invitereret 12 specialklasser med. Ved at trække deres svar ud af undersøgelsen kan vi se, hvordan de oplever skolen, familien, fritiden, og hvad vi ellers spørger til", fortæller chefkonsulent Trine Nyby fra Børnerådet.
Fond har bevilget over 11 millioner kroner
Børnerådet har længe gerne villet give stemme til flere grupper af børn og unge. Det understøtter Velux Fonden med en bevilling på over 11 millioner kroner til et projekt, så Børnerådet i de næste fire år kan indsamle viden om udsatte og sårbare børn ud fra deres egne udsagn og oplevelser. Fonden støtter indsatser, som kan forebygge børns oplevelse af at være forladte og ensomme.
"Vi har lavet spørgeskemaundersøgelser siden 1998, og for fire år siden begyndte vi i stigende grad at inddrage børn ved hjælp af andre undersøgelsesmetoder. Det er vi langsomt blevet bedre til, og nu får vi mulighed for folde vores metoder ud og blandt andet tage rundt i landet og blive klogere på, hvordan sårbare børn har det", siger Trine Nyby.
I 2012 blev lovgrundlaget ændret, så Børnerådet har ret til at møde børn og unge der, hvor de opholder sig.
"I foråret besøgte vi et udsnit af landets børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger, og mange børn og unge ville gerne lade sig interviewe om, hvordan det er at være indlagt, hvad der kan gøres bedre, og hvad de ønsker, at andre ikke kommer til at opleve under en indlæggelse", fortæller Trine Nyby.
Sårbare børn skal sætte fokus på oversete problemer
I det nye projekt etablerer Børnerådet en række ekspertgrupper med fire til ti børn i særlige og ofte sårbare livssituationer. Det kan for eksempel være børn i udsatte boligområder, børn med forældre i alkohol- eller misbrugsbehandling, børn i flygtningefamilier og uledsagede asylbørn, adoptivbørn, børn i fattige familier, børn af indsatte og børn med psykisk syge forældre.
Ekspertgrupperne skal hjælpe Børnerådet med at sætte fokus på ofte oversete problemstillinger og give børn og unge i disse vanskelige situationer en klar og tydelig stemme.
Børnerådet vil også samle otte til 12 børn til todages workshopper, hvor de skal udvikle budskaber, idéer og anbefalinger til, hvordan beslutningstagere, fagprofessionelle og andre, der har indflydelse på børns liv, bedst kan støtte børn i udsatte positioner.
Myndigheder får hjælp til at møde børn
Ved hjælp af temaundersøgelser vil Børnerådet belyse børns oplevelse af mødet med offentlige myndigheder som statsforvaltning, hospitalsvæsen og domstole i forbindelse med for eksempel skilsmisse, sygdom eller en straffesag.
Målet er at udvikle konkrete guidelines eller løsningsforslag til, hvordan man i højere grad som offentlig myndighed kan møde børn i øjenhøjde og tilgodese deres rettigheder.
"Vi vil gerne vide, hvordan forskellige myndigheder administrerer børns rettigheder i praksis - set fra børnenes perspektiv. Hvordan er det at møde op i statsforvaltningen, når ens forældre skal skilles? Det kan handle om alt fra proceduren til, hvordan de voksne tager imod barnet, og hvordan lokalet ser ud", siger Trine Nyby.
De første anbefalinger kommer i 2014
Børnerådet regner med at udgive de første erfaringer og anbefalinger fra udsatte og sårbare børn og unge i 2014. I løbet af året skruer Børnerådet også op for temaundersøgelser, men har endnu ikke besluttet, hvilke emner børnene og de unge skal belyse.
"Det hele kommer drypvis, og fra 2015 går vi i gang med at beskrive, hvordan vi inddrager børn og unge, da en stor del af projektet er at udbrede kendskabet til metoderne, så blandt andre lærere kan arbejde med børneinddragelse", siger Trine Nyby.
Børnerådet giver udsatte børn og unge en stemme
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.