Børnene kyssede mig kærligt

H.C. Andersen holdt meget af børn. Som os andre i afmålte doser. Han frabad sig et eftermæle i form af en statue med »børnene kravlende i skrævet af mig«. Men en ting var hans veludviklede imagepleje, noget andet ægte glæde ved børn, der får lov til at bruge deres fantasi og forestillingsevne, når de fik fortalt en god historie eller deltog i en flippet leg med Andersen som højrøstet frontfigur.

Forfatteren her der i mange år var leder af børnebogssamlingen på Statens pædagogiske Studiesamling holder sig til sit fastlagte emne. Viden og anekdoter om Andersens forhold til resten af menneskeheden forudsætter hun bekendt, for eksempel fra de store biografier, der er skrevet de senere år.

I mange år florerede en myte om, at eventyrfortælleren ikke kunne fordrage sin målgruppe. Det dementeres gennem indgående studier af episoder, der beskriver hans improviserede lege og finurlige fortællinger, når børnene i de flittigt besøgte herskabshjem trak af med ham. Til stor fornøjelse og varig berigelse for begge parter. En række af børnene nedskrev som voksne de uforglemmelige minder, og digteren fik dyb indsigt i børns sjæleliv.

Den biografiske indfaldsvinkel er grundig og gennemarbejdet og god læsning. Men det, der adskiller denne bog mest fra anden litteratur om den snarlige jubilar, er den minutiøse gennemgang af, hvad man egentlig foretog sig som tidsfordriv i tiden. Lege og spil fra barndommens gnavpot til den modne digters rimlege er præcist beskrevet, til inspiration for enhver gårdvagt, der er ved at blive idiot af bay-blades. Det gør bogen til en kulturhistorisk skatkiste, samtidig med at den er en fin læseoplevelse.