Børnene har hovedrollen

Viden næres af forundring

Alle, som har med børn at gøre, burde læse denne bog i små bidder. Efter hvert praktisk eksempel - og de fylder det meste af bogen - kan man overveje, hvad man selv ville have gjort i situationen. Derefter kan man sammenligne det, 'man' sædvanligvis griber til, med det, som Reggio Emilia-pædagogerne gør . . . Der er respekt for barnet til forskel! Bevares - ingen her til lands er uenige i følgende påstande:

'Det handler om aldrig at lære børn det, de kan lære sig selv.'

'Børn har brug for voksne, som ser dem - og lytter til dem.'

'Læreren må udforske børns evner til at stille spørgsmål . . .'

'Først er det nødvendigt at forstå- senere kan man huske.'

'Børn er kompetente - de bør have lov at bruge deres egne strategier.'

Jo, på diskussionsplanet - i teorien - har vi de rette holdninger. Men hvorfor stanser man så under læsningen af denne bog ustandseligt op og føler sig så forbistret ramt? Vel fordi man her bliver konfronteret med sin egen afmagt - indser, at man forfalder til at skjule sin vankundighed bag flotte pædagogiske ord. Man ved jo godt, der er livet med børnene, det handler om, og ikke de smarte meninger. Men i hverdagen med vore børn opdager vi alt for tit - og for sent - at vi valgte en uhøflig, en uhensigtsmæssig, ja, endog en undertrykkende handlemåde. Hvor ofte er de voksne mon årsag til, at børnenes 'barnlige jeg' får overtaget over 'det modne jeg' . . .? Forventer vi ganske enkelt for lidt af vore børn?

I Reggio Emilia ses børnene som handlende, tænkende og kompetente. De voksne underviser ikke, for 'intet andet menneske kan bestemme, hvad man skal forstå!' 'Når man underviser/belærer andre, opretholder man bare deres passivitet. Undervisning og forståelse hænger sjældent sammen. I stedet for at undervise vil vi udfordre børn til at lære selv. Vi vil vække deres potentielle muligheder. På den måde genoprettes samtidig værdigheden i kundskabssøgningen. Børnene får hovedrollen. De bliver skabere af deres egne regnbuer!' sagde Loris Malaguzzi, den første leder af Reggios kommunale børneinstitutioner. Børnene udsættes aldrig for de voksnes kontrol, styring eller beskyttelse. Ser den voksne et barn som værende lille med behov for hjælp og beskyttelse, så ser barnet også sig selv sådan. Om det havde Malaguzzi følgende bidske kommentar: '. . . Børn ved faktisk ikke, hvad de skal stille op med voksne, som vil beskytte dem eller fungere som ordensvagter. I litteraturen beskrives børn ofte som små og skrøbelige planter, der må skærmes med alle de vinger, vi voksne har. Vi lægger vore vinger tungt hen over børnene. Det var bedre, om vi anvendte dem til at løfte os selv med!'

Når de voksne hverken underviser eller beskytter, hvad gør de så? De siger: 'Børn kendetegnes af deres kompetence og ressourcer og af forbandelsen ved ikke at blive set!' I Reggio ser man hvert eneste barn - lytter deltagende og følges med børnene på de veje, de går. Tro ikke, der er tale om en laden stå til-pædagogik. Tværtimod, de voksne er særdeles bevidste. De går aldrig ind og er med i børnenes leg, men støtter med enkle spørgsmål, der får børnene til at tænke. Vel betoner man den frie leg, men endnu mere den frie tanke. 'Viden fødes, når mennesker mødes - og viden næres af forundring', siger den nuværende institutionschef Sergio Spaggiari, 'vi giver ikke modeller fra os. Vi vil ikke have beundrere og folk, der imiterer os. Derimod tror vi på dialogen og konfrontationen!'

Egentlig findes der slet ikke noget, der hedder 'en Reggio Emilia-pædagogik', men derimod et hav af veldokumenterede eksempler på, hvad man gjorde i den enkelte situation. Som noget meget centralt noterer, lytter, iagttager, fotograferer og skriver de voksne hver eneste dag, så der findes en rig dokumentation af hvert barns tanker og handlinger. Den er de voksnes arbejdsmateriale, som giver mulighed for indsigt og forandring.

Det er denne dokumentation, vi få lov at lære af, når vi læser de mange hverdagsberetninger fra Reggio. De er let læste og let forståelige. De kan inspirere alverden - også vor nordiske praksis. Al nyere forskning underbygger det, som de i Reggio længe har praktiseret: Man kan ikke hale børn gennem et program eller læne sig op ad et system og så tro, at det fører til læring. Nej, hvert barn finder sin vej til indsigt og forståelse.

Det kan varmt anbefales, at man køber denne bog som arbejdsgrundlag til hver deltager i studiekredsen. Til gengæld kan der spares lidt på foredragskontoen