Børnekonventionen i skolerne

»Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed .«.

Sådan lyder artikel 12 i »Konventionen for Barnets Rettigheder« fra FN (Børnekonventionen). På hverdagsdansk betyder det, at barnet skal høres, når der træffes afgørelser og beslutninger på hans eller hendes vegne. Artikel 12 er en af Børnekonventionens nøgleartikler - den gælder inden for alle børneretslige og børnepolitiske forhold. Danmark ratificerede konventionen i 1991, så vi er dermed forpligtet til at leve op til ånd og bogstav udtrykt i konventionen. Og »vi« er myndighedspersoner: politikere, embedsmænd og børneprofessionelle. Lærere er med andre ord også forpligtet til at medtænke børns konkrete rettigheder.

Artikel 12 har gyldighed på både makro- og mikroniveau. Makroniveau på nationalplan, når der eksempelvis vedtages love og udsendes bekendtgørelser og cirkulærer. Og på mikroniveau, når der i skolerne træffes beslutninger, der vedrører barnets skoleliv. Artiklen folder sig ud ved medbestemmelse, inddragelse og direkte høringsret.

Lad os kigge på nogle konkrete eksempler:

Medbestemmelse er, når lærere ifølge skolelovens paragraf 18, stykke 4, skal samarbejde med eleverne om arbejdsformer, metoder og stofvalg. Og det er, når elever er med til at beslutte, hvad penge til skolegården skal gå til. Er det nye fodboldmål, bærbuske eller hyggekroge?

Inddragelse er, når skolen udvikler handleplaner mod mobning, og elevernes egne visioner og mål implementeres.

Høringsret er, når barnet får ordet, hvis der skal idømmes sanktioner. Karantæne, bortvisning og udelukkelse fra frikvartersaktiviteter er meget alvorlige straffe for børn, og her gælder artikel 12 også. I mangel af bedre kunne man sige, for det ideelle vil være en forsvarslignende instans for børn. I Sverige har nogle skoler en socialsekreterare, der er en uvildig person, som kan »advokere« for det enkelte barn.

Artikel 12 betyder, at inden man beslutter sig for indgribende straffe, skal man høre barnets version af, hvad der er sket, og den skal tillægges »passende vægt«. Det er velkendt, at når omgivelserne forskrækkes, harmes og forarges, så tages der ofte impulsstyrede beslutninger uden at skelne til undskyldende omstændigheder. Det kan betyde misforståelser, uretfærdighed og uretmæssig hårdhed i beslutningerne. Høringsret kan derfor fungerer som en god »timeout« hos de voksne.

Det er ikke mit indtryk, at barnets rettigheder tænkes aktivt med, når der træffes beslutninger om sanktioner, og en sådan praksis er ikke i overensstemmelse med Børnekonventionen!

Skoler bør kigge deres rettighedsforpligtelser efter i sømmene og spørge: Gør vi det godt nok? Målet er en højere grad af »værdighed« over for eleverne, der ikke kun lever et læringsliv i skolerne, men et helt børneliv.

En anden artikel i Børnekonventionen handler netop om værdighed i undervisningsmiljøet:

Artikel 28: »Deltagerstaterne anerkender barnets ret til uddannelse, og med henblik på gradvis at opnå denne ret og på grundlag af ligestillingsprincippet skal de især: . træffe alle passende forholdsregler for at sikre, at disciplinen i skolen administreres på en måde, der tilgodeser barnets værdighed som menneske og er i overensstemmelse med denne konvention«.

Helle Rabøl Hansen er cand.jur. og tilknyttet netværket Antimobbekonsulenterne, www.amoktrix.dk

»Skoler bør kigge deres rettighedsforpligtelser efter i sømmene og spørge: Gør vi det godt nok?«