Redigeret af Kirsten Jakobsen
32 sider, 88,50 kroner plus ekspeditionsgebyr
Landsforeningen af Læsepædagoger
Læsepædagogens edb-liste er igen et nyttigt landkort – i stor målestok – når man leder efter programmer til elever i indskolingen og yngre samt elever med læsevanskeligheder. Det er, fordi den er udarbejdet af erfarne folk – og fordi et optagelseskriterium stadig er, 'at vi selv ville bruge programmet'.
Det er da også dette kriterium, der endnu en gang får mig til at bære over med de manglende eksplicitte begrundelser. Jeg tror for eksempel ikke, at børn fra fire til syv år tager skade af at 'spille på computer', men jeg tror, at de kan bruge tiden på noget mere væsentligt for deres udvikling. Det ville være dejligt, hvis 2002-listen også indeholdt begrundelser. Den almindelige IT-eufori rækker ikke her. I skolen skal vi ikke lade os narre af 'Fools Gold'!
Listen er opdelt i fem hovedgrupper:
1. Programmer for de fire-syvårige
2. Programmer til indskolingen
3. Programmer, som er egnet til elever med læsevanskeligheder
4. Rammeprogrammer
5. Støtteværktøjer.
Der er 111 forskellige titler – alle med en kort indholdsbeskrivelse – og en forlagsoversigt, så man kan se, hvor programmerne kan købes.
Edb-listen er kollegaråd – og giver sig ikke ud for at være hverken autoritativ eller forskningsbaseret. Optagelseskriteriet har fire vægte:
– Programmets faglige indhold
– At programmet har en god brugerflade
– At programmet udnytter mediets muligheder.
Og så det, jeg finder vigtigt:
– At vi selv ville bruge programmet.
Man kan synes, at hæftet er dyrt. Det er det ikke. Slet ikke i forhold til, hvis skolen selv skulle præstere et lignende opklaringsarbejde. Men kollegaråd fritager ikke for at tænke selv.
Johan Jacobsen
Børnehaveklasse/skolestart
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.