Af Bent Åge Larsen, Carl Anker Christiansen og
Bo Ege
1.743,75 kroner. Prisen omfatter skolelicens
Special-pædagogisk forlag A/S
'Skattekisten' er et edb-program med opgaver til børnehaveklassen og 1. klasse.
Det er et så omfattende og bredt program, at man ved første gennemgang lader sig dupere: Hold da op - her er jo bare det hele! Rim, farveindlæring, symbolgenkendelse, små diktater, overbegreber, tal, stavelser, sortering, bogstaver og lydanalyse.
'Skattekisten' er kendetegnet ved Special-pædagogisk forlags vanlige grundighed og faglige kvalitet, men det er desværre også kedeligt. Opgaverne er gennemgående lette at gennemskue, men ensformige.
I begrebsafdelingen er der vendespil, sorterings- og udpegningsopgaver af stigende sværhedsgrad. Der skal løses 100 fejlfrie opgaver, før de arme unger får en belønningsfanfare. Havde man kunnet vælge mellem 20, 50 og 100 opgaver, ville det være mere rimeligt.
Bogstavindlæringsdelen består af opgaver, hvor bogstavnavn, form og lyd kan trænes og indlæres, og af diktater af ord med to og tre lyde.
Lydkvaliteten og udtaletydeligheden er svingende, og når målgruppen er skolens yngste klassetrin, kan det undre, at der vælges ord som anarkist, baldakin og dynamo.
'Skattekisten' går grundigt til værks. Jeg vil ikke afvise, at programmet kan anvendes i specialundervisning af elever, som har behov for netop den grundighed og de mange gentagelser, men jeg kan ikke se værdien i at indføre fortidens terperi i indskolingsklasserne.
Lise Døssing Hansen
Børnehaveklasse/skolestart
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.