De skoler, hvor overenskomstansatte børnehaveklasseledere blev lockoutet i foråret, skylder eleverne cirka 60 timer svarende til knap 80 lektioner. Det skal eleverne ifølge Undervisningsministeriet kompenseres for i den kommende treårsperiode, altså på 1.-3. klassetrin. Men Ulla Koch Sørensen, der er børneklasseleder og medlem af DLF's hovedstyrelse, er bange for, at mange skoler ikke har lagt mærke til det i skyndingen. Desuden bør de ekstra timer lægges allerede i dette skoleår.
"Det giver ikke meget mening at få de timer i slutningen i 3. klasse, som man skulle have haft i foråret i børnehaveklassen. Børnehaveklassen går i høj grad ud på at forberede eleverne til skolen, og jo tættere man kommer på 1. klasse, jo mere forbereder man sig, for eksempel lydtræning eller sproglig opmærksomhed. Det mangler de, og det vil lærerne kunne mærke".
Uklarhed om ekstra arbejde efter lockout
Hun påpeger, at eleverne i børnehaveklassen ofte kun har børnehaveklasselederen, og det derfor kun er hende, der ved hvilke Fælles Mål, der mangler at blive opfyldt. De kompenserende timer skal nemlig ifølge Undervisningsministeriet ske i henhold til Fælles Mål for børnehaveklassen og af en person, der har kvalifikationer til at forestå denne undervisning.
"Mange glemmer, at børnehaveklassen er blevet obligatorisk og at den har sine egne mål og timer", siger hun.
Nogle skoler har valgt at kompensere ved at give 1.-klasse-eleverne ekstra timer med en sfo-pædagog, og Ulla Koch Sørensen har også hørt om, at der skulle være skoler, der i stedet har givet eleverne en times ekstra idræt om ugen.
"Det er ikke i orden med idrætstimer, når Undervisningsministeriet har sagt, at det skal gå til opfyldelse af Fælles Mål for børnehaveklassen. Så snyder man eleverne", siger hun.
Får 1.-klasse-børnene på din skole erstattet de manglende børnehaveklassetimer?
Børnehaveklasse-timer skal også erstattes efter lockouten
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.