- læringsmiljøer i praksis
Af Hanne Ladefoged
148 kroner
Forlaget Selund, telefon 2334 4080
Ligesom opskrifterne i en god kogebog gengiver mesterkokkens erfaringer og hans respekt for gode råvarer, deres behandling og tilberedning, gennemstrømmes Hanne Ladefogeds bog af erfaring, respekt for barnet, pædagogisk indsigt og sammenhæng mellem mål og metode. Og ligesom kogebogen giver opskrifter, som man kan følge og opnå et godt resultat, rummer denne bog en masse konkrete beskrivelser af undervisningsforløb og ideer, lige til at afprøve. Alle aktiviteter er beskrevet og begrundet, trin for trin.
'Vi går i skole nu' er et emne bygget op som en storyline, beskrevet for hver dag de første to uger i børnehaveklassen.
Der er rim og remse-lege, mange eksempler på anvendelse af ordkort og gode supplerende ideer til indlæring af alfabetet.
Gennem hele bogen er der forslag til, hvordan de traditionelle aktiviteter, materialer og legekroge i lokalet kan tilføres en bevidst læringsfunktion, både hvad angår dansk- og matematiktræning.
Ideer til materialer, spil, sange og lege, som træner børns tal- og mængdeforståelse og inspirerer til problemløsning, fylder cirka halvdelen af bogen.
Den del er lidt mere tam end danskdelen, men matematik indgår, som Hanne Ladefoged også påpeger, i stort set alle hverdagens aktiviteter, og i førmatematikundervisning er det vigtigt, at børn bliver bevidste om, at - og hvornår - de anvender matematik.
Bogen rummer nyt og velkendt imellem hinanden. Noget, man gjorde engang, men har glemt igen, fordi man fik nogle andre ideer, men som det er godt at få genopfrisket. En anderledes indfaldsvinkel på dette og hint.
De mange ideer til, hvordan man i praksis skaber læringsmiljøer for børn i alderen 4-9 år, kan kombineres med eller tilpasses den eksisterende praksis, hvad enten det er i en børnehave eller i skolestartsklasserne, og bogen kan varmt anbefales til alle, som arbejder med børn omkring skolestarten.
Lise Døssing
Børnehaveklasse
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.