Per B. Christensen blev valgt ind i bestyrelsen for et år siden og er foreningens næstformand. Han er den eneste kandidat til formandsposten på nuværende tidspunkt. Ifølge vedtægterne skal kandidaterne foreslås senest fire uger før generalforsamlingen, så hvis ingen andre melder sig inden på torsdag klokken 12, er Per B. Christensen valgt.
Bjarne Pedersen stopper som formand, fordi han gerne vil have mere tid til sig selv, og fordi foreningen trænger til et nyt ansigt.
"Selv om foreningen formentlig vil stå for de samme holdninger som hidtil, vil en ny formand udtrykke dem på en anden måde, end jeg gør", siger Bjarne Pedersen, der blandt andet peger på børnehaveklassen som et af de områder, hvor foreningen har meldt klart ud.
"Børnehaveklassen bør være obligatorisk, og det har vi været med til at bane vejen for, at den snart bliver", siger Bjarne Pedersen.
Han mener også, at foreningen har arbejdet for at gøre det tydeligt, at ikke alle forældre lever op til deres ansvar over for skolen. Og at folkeskolen ikke har brug for, at organisationer, folketingsmedlemmer og andre i tide og utide slynger om sig med krav om, hvad folkeskolen skal tage sig af.
"Folkeskolen har et kæmpe ansvar, men den skal ikke træde til, hver gang det øvrige samfund har et problem, der er svært at løse. Det vil vi gerne være et bolværk imod, for folkeskolen har brug for ro til at udvikle sig", siger Bjarne Pedersen.
Da han kom i bestyrelsen for 12 år siden, hed foreningen Skoledirektørforeningen. Siden skiftede den navn til Børne- og kulturchefforeningen og ændrede status fra at være en faglig forening i DLF til at være en selvstændig, kollegial forening.
Alligevel vurderer Bjarne Pedersen, at 80 procent af medlemmerne er tilknyttet DLF.
"Langt de fleste af vores medlemmer er fortsat læreruddannede og er derfor både medlemmer af Foreningen af Kommunale Chefer og DLF", siger Bjarne Pedersen, der selv har titel som børne- og ungedirektør i Helsingør Kommune.
Børne- og kulturcheferne skal have ny formand
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.