Indtil videre er 2.800 skoleklasser blevet forsynt med skridttællere, et lærermateriale og sjove danse, som Vild med Dans-vinderne Silas Holst og Sophie Fjellvang-Sølling har fundet på. Og det antal skridt, eleverne tilbagelægger tilsammen, konverteres til penge til Julemærkehjemmene.
Lærer Henrik Busk fra Skovgårdsskolen i Ordrup nord for København bruger materialerne til at aktivere 1.- og 5.-klasserne.
"Især dansen er populær blandt børnene, den bruger vi meget, og specielt førsteklasserne synes, at det er kæmpestort med skridttælleren. Vi danser i klassen, når børnene lige har brug for at brænde lidt energi af, og alle har lyst til at være med. Det betyder meget for det sociale klima i klassen, at man kan lave nogle ting sammen, hvor alle kan være med på deres eget niveau", fortæller han.
På julemærkehjemmene glæder man sig over initiativet.
"Julemærkehjemmene hjælper børn, der har det svært, med at få et sundere og gladere liv. Vi hjælper dem med at ændre livsstil, så de tænker mere over, hvad de drikker og spiser, og hvor meget de rører sig. En konkurrence som denne sender et godt og vigtigt signal til de unge. Både fordi den inspirerer dem til at bevæge sig, og fordi den giver børnene en bevidsthed om, at de hjælper andre børn ved at være med, fordi overskuddet går til Julemærkehjemmene", siger Bente Kaastrup Duusgaard fra Julemærkefonden.
I øjeblikket viser skridt-o-meteret på gomuuhh.dk 1.132.463.046 skridt. Hver uge bliver der trukket lod om t-shirts og vinderklassen får 15.000 kroner til en tur til København.
Børn over hele landet danser hjælp til julemærkehjemmene
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.