Bølle-Bob og Leslie / Bølle-Bob og røverne

En af mine første oplevelser som nyuddannet musiklærer var mødet med Bølle-Bob. Hurra, tænkte jeg progressivt. Endelig nogle sange, der handler om en hverdag, børnene kender.

Men der gik nu ikke længe, før jeg indså det uholdbare i at skulle tøjle en femteklasses individualistiske og kreative tilgang til samvær i klassen ved at kæfte op om, at nu skulle de altså sætte sig ned og tie stille, så vi kunne komme i gang med at synge om denne her heltemodige dreng, der ikke ville sætte sig ned og tie stille. Nu er drengen blevet til letlæsningshistorier, og det har i nogen grad taget det rebelske af ham. Bøgerne er i den velprøvede 1950er-genre rask-dreng-hjælper-politiet, og de barske kriminelle er omtrent så tandløse som Bjørnebanden i 1970ernes Anders And-blade. Men historierne er fint nok skruet sammen. Bob er med vilje gjort ældre end den umiddelbare målgruppe, og det er en rigtig god ide. Dels er de store drenge nu engang mere spændende end snothaserne på ens egen alder, dels gør de bøgerne anvendelige i specialundervisningen, hvor der er en skrigende mangel på bøger, der ikke føles ydmygende for en 13-årig, der ikke kan læse alderssvarende.

Udgiveren angiver lixtal syv i røverbogen, seks i den med Leslie, men forholder sig i øvrigt til lixsystemet med sympatisk distance. Der er jo andre faktorer end ordlængden, der betyder noget for sværhedsgraden.

Illustrationerne er gode, originale og gennemarbejdede, hvilket ikke er en selvfølge i letlæsningsbøger. Men bortset fra skurkenes skulende øjne og nedadvendte mundvige skildrer de ikke meget af den uhygge, der må forventes at følge med kidnapninger og røverier.