Skribent, folkeskolelærer emeritus
Abonner på nyt om Niels Chr. Sauer i dit personlige nyhedsbrev.
...for finansministeriet. Men for folkeskolen er den blevet en katastrofe
Kongressen i september kan ikke ryste lærernes krav til overenskomstforhandlingerne ud af ærmet på et par dage uden at involvere medlemmerne.
Formand og næstformand i KL's skoleudvalg fremturer, som om intet er hændt.
Med sin lodrette afvisning af at diskutere afskaffelsen af de absurd lange skoledage pådrager Pernille sig det reelle ansvar for en evt. konflikt i 2021. Hun og hendes parti fører fortsat krig mod lærerne; ikke åbenlyst som Corydon, men med KL som stedfortræder.
Det sidste, de særligt udsatte børn og unge har brug for i denne verden, er at løbe spidsrod hen til skolen med alle deres problemer skrevet i panden, mens alle de andre ser til.
DLF må sikre, at medlemmerne ikke får ørerne i maskinen i den kommende tid
Regeringens skrivebordsgeneraler ved ikke, hvad de taler om
Hvis nogen skulle have glemt det, har coronakrisen givet dem en ordentlige huskekage: Skolen er i sin grundvold analog, og anderledes kan det ikke være.
Sådan lyder standardsvaret fra skolelederne, når lærerne henvender sig for at få hjælp, fordi de ikke længere magter arbejdsbyrden. Men dermed begår lederne principielt et lovbrud
Socialdemokraterne siger, de vil have fred med lærerne. Det passer ikke. Hvad de vil have, er en kapitulation.
Folkeskolens uoverkommelige opgave er at bringe alle børns talenter i spil i fællesskabet, intet mindre. Ingen har sagt, at det skulle være let. Men det er derfor, det er spændende at være lærer.
Var det den udvikling, A.P. Møller-fonden ønskede at hjælpe på vej? Det tror jeg ikke, og jeg er ked af at komme til at fremstå som et utaknemmeligt skarn overfor folk, der formentlig kun har villet folkeskolen det bedste. Men sådan må det være. Viljen ser Vorherre på; vi andre må nøjes med at vurdere resultaterne
Nu skal vi give den fuld gas fremad på de ting, der trækker skolen i den rigtige retning, sagde Pernille Rosenkrantz-Theill forleden dag. Men reformens ubetinget største succes vil hun ikke vide af.
"Vi skal give den fuld gas fremad på de ting, hvor vi mener, at skolen trækker i den rigtige retning", siger undervisningsministeren. Hvad taler hun om? Hvilke ting?
Det spørgsmål, der presser sig på, må lyde: Med hvilken moralsk ret forpester reformpolitikerne nu på sjette år langt over en halv million medborgeres hverdag med en discountskole til ingen verdens nytte, når de kan rette op på miseren med et pennestrøg?
Enhver kan se, at det her går ikke længere. Den antiautoritære tilgang, der for 50 år siden var ny og revolutionerende i opgøret med den sorte skole, er stivnet i en ortodoksi, der ikke kan lede os ud af uføret. Men der findes ikke nogen snuptagsløsninger her. Vi må overvinde ulysten til røre ved uroproblemet, tale åbent om det og grave dybt i forsøget på at finde nye veje.
Hvis socialdemokraterne virkelig vil insistere på, at en kritisk diskussion af de lange skoledage ikke skal være en del af projekt 'Ny Start', løber det ud i sandet.
Her sættes lærernes solidaritet for alvor på prøve. DLF ledelse står overfor sin hidtil sværeste opgave.
Det sidste, skolen har brug for, er strudsepolitik og forloren reklamesnak. Vi er nødt til at være ærlige omkring skolens tilstand, også når det gør ondt
Når DLF-kongressen i tre dage stort set ikke taler om den største elefant i rummet og lader ministeren slippe afsted med at ignorere den totalt i sin tale, kan ingen magt på jord hindre socialdemokraterne i at tolke det, som det passer dem
