Skribent, folkeskolelærer emeritus
Abonner på nyt om Niels Chr. Sauer i dit personlige nyhedsbrev.
I første omgang så det ud, som om planen lykkedes. Man fik virkelig lærerne ned med nakken, og finansministeren kunne prale af en voldsom outputforøgelse i form af verdens længste undervisningstid, uden at det kostede skatteborgerne en krone. Men i anden omgang gik det galt.
Den virker bare ikke, og intet tyder på, at den nogensinde kommer til det
På opfordring hermed den tale, undertegnede holdt i Odense Lærerforening d. 29 nov. 2018, da Landsretten havde talt.
Hvis vi skal have rede på, hvorfor inklusionen ikke vil lykkes, er det ikke nok at gå tilbage til katastrofen i 2013. Vi er nødt til at gå 25 år tilbage til søsættelsen af enhedsskolen i 1993 efter 180 års sorteringsskole.
Lærerne er skyldige, indtil det modsatte er bevist. Og bevist er det først, den dag lærerne kysser den støvle, der sparkede dem i 2013.
Ledelseskommissionens formand efterlyser modet til at trodse lærerne hos skolelederne. Men det har vi set masser af. Hvad vi savner, er ledelsens mod til at gribe i egen barm, når den har dummet sig. Kvajekvoten er opbrugt.
Det kan vel ikke udelukkes, at elever og lærere ville elske de lange skoledage, hvis man sprøjtede 50 mia ind i folkeskolen til masser af velforberedte lærere, busser, idrætsfaciliteter, faglokaler, grupperum, teamsamarbejde, skole-hjemkontakt, skolemad, ventilation, toiletter og frit valg mellem en masse spændende tilbud. Men det kommer aldrig til at ske, og så er den potte ude.
Nu bliver det spændende. SF, V, DF og K er reelt gået fra borde. Hvor lang tid vil der gå inden Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, der nu står alene tilbage på broen, også går i bådene og lader den synkefærdige reformskude gå til bunds?
Tilbage sidder man med en uhyggelige fornemmelse af, at den eneste reelle grund til at dette meningsløse platformeri skal rulles ud over de sagesløse lærere er, at nu er det hele købt og betalt, og så skal det dæleme også bruges, koste hvad det vil, om det så skal køre skolen i sænk. Ellers er det jo helt til grin. Hvorved det hele blot bliver dobbelt til grin.
En behjertet appel til arbejdsgiverne om udvisning af rettidig omhu i folkeskolen.
Der er ikke tale om en gruppe svage elever, der er blevet løftet af præmiepuljen.
I lyset af den netop frigivne rapport fra Ledelseskommissionen er det nødvendigt at sige højt og tydeligt: Fri og frels os fra en kommission, der er så indspist med de toneangivende politikere, at den selv gør det beskidte arbejde med at trække tænderne ud af de kontroversielle fund, den ikke kan komme udenom.
Alle, der har vandret i bjerge, har oplevet, at den bjergtop, de har besluttet at gå op på, undervejs viser sig ikke at være toppen. Aldrig så snart er man kommet op over bjergkammen, før der dukker en højere top op i det fjerne. Sådan en vandring var det, lærerne påbegyndte i 2013. Ok15 viste sig hurtigt at være et sådant forbjerg, og nu ser vi, at det er Ok18 også.
Hvordan kom vi hertil, og hvordan kommer vi vídere?
En lille historie fra ok-debattens frontlinje.
Det er ikke sådan, at de andre fagforeninger pludselig er blevet grebet af medlidenhed med lærerne. Det drejer sig dels om en masse penge, dels om selve vores samfundsorden
Det lykkeligste ville være, om erfaringerne fra lærere, der har positive oplevelser med platformene, fik lov til at sprede sig som ringe i vandet. Så ville alle lærere af sig selv pø om pø i god ro og orden at tage platformene til sig i det omfang, de fortjener.
Hvor kan den million unge, der til den tid eventuelt har afsonet hele deres grundlovsfæstede, obligatoriske undervisningspligt i en dysfungerende folkeskole, henvende sig for at tage barndommen om, subsidært få udbetalt en klækkelig erstatning?
Skolen skal vristes ud af finansministeriets kvælende favntag og gives tilbage til skolefolket selv. Nu, mens der stadig er fuldblods skolefolk tilbage. Om ti år er det for sent.
Det er afgørende, at DLF’s medlemmer gør sig klart, at en total tilbagerulning af lov 409 er usandsynlig. De øvrige fagforeningers støtte er betinget af DLF’s vilje til at indgå kompromis med KL. Hvis DLF overspiller sine kort, bliver lærerne slået tilbage til start, og så er vores skæbne beseglet så langt øjet rækker. I første omgang er kravet en sikring af lærerne vilkår svarende til alle andre offentligt ansattes.
