Abonner på nyt om Helge Christiansen i dit personlige nyhedsbrev.
Den aktuelle debat om samfund og skole får mig til at tænke på en tur i taxa fra Viborg Station til Hald Hovegård uden for Viborg. Mit indlæg handler om den udbredte vrede blandt samfundets magtesløse og om ligeværd som en nødvendig baggrund for demokratisk dannelse
Med udgangspunkt i Lykke-Per af Henrik Pontoppidan drager jeg sammenligninger med hverdagens unge helte, der trods dårlige opvækstvilkår har kæmpet sig frem til et godt liv.. Det gælder ikke mindst integrationens helte
Det gælder om at værne om og forsvare kættere, der i den pædagogiske debat går imod magtmisbrug og imod populistisk anvendelse af floskler som "forskningen siger". I vore dage brændes kættere ikke på bålet, da der nu findes langt mere raffinerede metoder.
Filmatiseringen af Lykke-Per fik mig til at læse Pontoppidans roman Lykke-Per i et stræk for første gang. Samtidig forholdt jeg mig til min egen barndom.
Er folkeskolens undervisning tidssvarende, eller er den fordummende og inkompetent?
I inklusionens navn tvinges børn med særlige vanskeligheder til anbringelse i normalklasser, uden at rammerne er i orden. Forældre trues i mange tilfælde med tvangsfjernelse af børnene, hvis de ikke vil i skole, og forældrene ikke makker ret..
Det sku´ være så godt, men blev til et billigt kopiprodukt (Teksten i dette blogindlæg har jeg i dag fået bragt som kronik i "Danmark", et fast, fælles tillæg til et stort antal fynske og jyske aviser med 420000 læsere)
Vi kan blive inspireret af andre landes skolevæsener, men vi skal ikke kopiere dem
Folkeskolen er mere end nogensinde præget af en slingrekurs. Magtfulde organisationer, embedsmænd og politikere, som bestemmer skolens fremtid, taler igen om endnu en ny kurs, et paradigmeskift efter trængslerne med målstyringsvanviddet. Trods de stadige skift er der stadig lærere, der kan lide deres job.
I den sidste tid har der været mange tilkendegivelser fra magtens mænd og kvinder om, at de elsker lærerne og foleskolen. Et godt signal. Det vil så senere vise sig, om sympatitilkendegivelserne bare er et taktisk spil for at få ro i lejren nu, da lønaftaler er gledet ned uden en ændring af arbejdstidsreglerne. Der er i hvert fald meget at rette op på, når det gælder respekten for lærerprofessionen. Der er mange tegn på, at den er dalet i de sidste årtier.
Nogle forskere her i landet har etableret sig som et arrogant præsteskab, der mener, at de er i besiddelse af den skinbarlige, evidensbaserede sandhed. Det hæmmer den folkelige og demokratiske debat om folkeskolen
På en fremragende, veltilrettelagt konference med titlen "Dansen om dannelsen - fra standard til god latin" blev forskellige facetter af dannelsesbegrebet belyst, men jeg savnede en kritisk dimension.
I sit forsvar for sin ph.d. den 26. januar 2018 kritiserede Keld Skovmand bl.a., at pædagogiske forskere ikke havde sagt fra over for den højst kritisable lancering af læringsmålstyret undervisning, og at der foregik en diktatorisk topstyring ved gennemførelse af folkeskolereformen. Det er jeg enig i, og det vil jeg uddybe.
Anna Karlsskov Skyggebjerg giver i en artikel med titlen "Litteraturundervisning fra poetisk leg til prosaisk alvor " et kritisabelt overblik over udviklingen inden for læremidler i dansk i de sidste 40 år
Syddansk Universitet i Odense har iværksat flere værdifulde, skønlitterære forskningsprojekter- i december en international H.C. Andersenkonference med titlen "H.C. Andersen and the Community". Da jeg mødte op til konferencen, mødte der mig en overraskelse.
Dette blogindlæg rummer en historie, der er meget tæt på nutidens virkelige liv. Det handler også om undervisningens kunst og forskningens mange ansigter
Forskerne bag "Læremidlernes danskfag" kritiserer en række læremidler til danskundervisning i folkeskolen. Anvendelsen af dem vil gøre eleverne til fantasiløse og ukritiske funktionærer. Forskernes påstande er alt for forenklede og bombastiske
Det frie læremiddelmarked, hvor forlagene uden kontrol kan producere, hvad de vil, og lærere, lærerteams og skoler frit kan vælge læremidler, har fungeret godt trods mange mangler, men en ny udvikling begrænser friheden.
Der er gods i forskningen om læremidler, men også kritisable svagheder og uholdbar kritik. Hvordan kan læremiddelforfattere, forlagsredaktioner, anmeldere, lærere og forskere samarbejde om at skabe gode læremidler i en ligeværdig dialog?
Institutleder ved DPU Claus Holm har på folkeskolen.dk beklaget sig over, at lærerne ikke i særlig høj grad bruger forskningsresultater. Det har jeg en forklaring på.
