Lærer og Folkeskolens engelskrådgiver
Abonner på nyt om Folkeskolens engelskrådgiver i dit personlige nyhedsbrev.
Jeg har fået nyt job. Jeg skal stadig arbejde i folkeskolen, men bare tættere på min bopæl. Og selvom jeg glæder mig til nye udfordringer, ser jeg også tilbage på en noget hektisk og ikke mindst tankevækkende tid med jobsøgning.
I to uger har jeg haft fornøjelsen af skønne 9.A’s selskab igen. Og her har jeg på egen krop oplevet, hvordan bl.a. kortere skoledage og flere lærerressourcer har skabt en folkeskole, som jeg har savnet siden 2013. Derfor frygter jeg, hvad genåbningens fase 3 vil gøre ved folkeskolen. Og jeg frygter opstart efter sommerferien, hvor alt unægtelig igen vil være ’som før’.
Fra på mandag er alle elever igen tilbage i skolen. Mit lærerhjerte banker lidt hurtigere og glæder sig til at skulle stå ansigt til ansigt med mine elever på ny. Men samtidig er min didaktiske engelsklærerhjerne på overarbejde. For hvad skal jeg finde på at lave med mine elever, når de skal have engelsk på mere traditionel vis efter to måneder med fjernundervisning?
Overskriften er ikke blot titlen på et Melodi Grand Prix-hit fra 1983. Det er også det spørgsmål, (nogle af) mine elever i 9. klasse stiller mig, når snakken falder på deres sidste tid i folkeskolen. Men jeg kan ikke svare. For jeg ved slet ikke, om vi overhovedet ses igen – sådan rigtigt altså.
Er du – ligesom jeg – én af de lærere, der fortsat fjernunderviser dine store elever? Og er du også ved at være godt træt og demotiveret af det? Så læs med her og få mit bud på, hvordan man relativt nemt kan skabe en fornemmelse af en (bare lidt) normal undervisning for både sig selv og sine elever via et virtuelt klasserum.
Skolerne åbner. 0.-5. årgang skal i skole igen fra næste uge. Børnenes skal sætte fut i smittespredningen, mens deres forældre skal sætte fut i samfundsøkonomien. Det er sådan, det er. Man må godt kalde en spade for en spade. Som lærer og som bonusmor er jeg bekymret. Men det er altså ikke det samme som at have nej-hatten på.
Skole er mange ting. Coronakrise er én ting. Men når man er lærer i 9. klasse, som endnu ikke ved, om de skal til prøver på normale vilkår, kan barren kun sænkes ned til et vist niveau – og det niveau er stadig ret tidskrævende. Jeg er dog samtidig bonusmor til tre børn, der med sikkerhed ikke skal til prøver til sommer. De vil gerne gå tur i skoven og bage pandekager dagen lang. Hvordan finder jeg balancen?
I lærergrupper på Facebook hyldes fjernundervisning, som var det svaret på alle folkeskolens problemer. ”Mine elever elsker at spille virtuel banko”. ”Jeg har aldrig oplevet mine elever så motiverede”. Men der sidder altså også elever derude, der har rigtig, rigtig svært ved fjernundervisning. Elever, som er alt andet end motiverede. Elever, som er bange, som stresser og savner. Det er de elever, jeg vil tilegne dette indlæg.
Læsning og vurdering af skriftlige opgaver kan i en presset hverdag ende med at være enhver udskolingslærers mareridt. Simpelthen fordi vi i en presset hverdag ikke har den tid, det kræver at levere en feedback, som eleverne rent faktisk kan bruge i deres videre skriftlige udvikling. Derfor må man opfinde alternative måder at læse/rette på.
I 2008 tog jeg som færdiguddannet lærer hul på mit første år som fuldtidsansat i den danske folkeskole. Jeg var fuld af forventning og slet ikke vidende om, at folkeskolen på bare et årti skulle forandre sig drastisk. I 2008 havde vi såmænd nok at se til, men vi var ikke stressede og havde både tid og overskud til os selv og hinanden. En skarp kontrast til virkeligheden i folkeskolen anno 2020.
Kan man opdrage på forældrene? Kan man fortælle dem, hvordan man bør opføre sig overfor et andet voksent menneske, der faktisk bare passer sit arbejde? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at der er grund til bekymring, når flere lærere kan fortælle om respektløs adfærd fra forældrenes side.
I prøven i skriftlig engelsk må eleverne ikke anvende internettet til informationssøgning. For tænk, hvis de læste noget på engelsk og blev hjulpet eller inspireret?! Af samme grund må eleverne heller ikke høre engelsksproget musik under prøven. I min optik virker disse begrænsninger både gammeldags, stædige og nærmest komiske.
Som lærer føler jeg mig magtesløs og fuldstændig i vildrede. Flere af mine elever er så præstationsangste, at de ikke tør fremlægge deres projektopgave foran deres klassekammerater. Skal jeg bøje mig og lade dem fremlægge kun for os lærere, eller skal jeg holde fast i min overbevisning om, at livet også handler om at blive skubbet derud, hvor man ikke altid kan bunde?
Kender I det med, at der altid er en aktivitet, som I vender tilbage til? Den er sikkert meget banal, men måske er det derfor, den fungerer så godt, at du bruger den igen og igen? Jeg vil her dele min ’slår-aldrig-fejl juleaktivitet’, og så håber jeg, at der er nogle af jer, der kan blive inspireret og måske selv bruge den i jeres klasser her i december måned.
Er de nyudklækkede engelsklærere dygtige nok til engelsk? Ikke hvis man spørger censorerne på læreruddannelsen. Men er der ligefrem grund til at udtrykke ’ganske stor bekymring’, som det står beskrevet i censorrapporten? Nej, ikke hvis man spørger mig.
Jeg er stolt engelsklærer. Men da jeg i sidste uge tog mig selv i at rynke på næsen af radioværtens udtale af Natalie Imbruglias udgave af sangen ”Torn”, gik det op for mig, at jeg nok er en smule arbejdskadet. Det fik mig til at forfatte følgende liste. Måske er du enig, og måske har du også dine egne særheder som engelsklærer?
Min mormor er gået bort. I dag skal jeg sige endegyldigt farvel til hende. Indlægget her er tilegnet min fantastiske mormor, som altid lyttede tålmodigt til min skolesnak. Jeg ville ønske, at skolepolitikerne havde den samme evne til at ville lytte til os lærere. For de har da – modsat min mormor – evnen til at handle på det, vi fortæller.
Min blog har indtil nu nærmest kun handlet om mine udfordringer med mundtligheden i engelskfaget. Nu bevæger jeg mig ind på et andet stort område, nemlig skriftligheden. For her inden efterårsferien læste jeg stile fra min dygtige 8.B, og et spørgsmål pressede sig på: Hvordan udfordrer jeg de af mine elever, der skriver engelsk på så højt et niveau, at selv en 3.G’s engelsklærer ville klappe i hænderne?
Kender I det, når I kan leve højt på en positiv oplevelse rigtig længe? Sådan én vil jeg dele med jer i dag. For selvom de negative oplevelser kan fylde rigtig meget i lærerlivet, så synes jeg også, at vi har et ansvar for at dele de positive oplevelser. For dem er der stadig masser af i folkeskolen. Hør bare her:
I går kunne jeg ikke stave til ’superior’. Foran 9.A. Jeg gik simpelthen i sort og efter flere forgæves forsøg på at skrive ordet rigtigt på tavlen, måtte en elev til sidst slå det op. Det var pinligt og grænseoverskridende og slet ikke sjovt. Og det slog mig, at mit eget ideal om at sige ’pyt’ var nemmere sagt end gjort.
