Lærer og Folkeskolens engelskrådgiver
Abonner på nyt om Folkeskolens engelskrådgiver i dit personlige nyhedsbrev.
Mål for nærmest alt, vi foretager os med eleverne. Digitale læringsplatforme, der begrænser vores metodefrihed. Krav om at laver planer for og vurderinger af snart sagt alt, vi kommer i berøring med. Det er vores hverdag som lærere, og det kan uden tvivl være en dræber. Den sang har snart kørt på repeat i flere år. Og selvom jeg synger med på den ind i mellem, så prøver jeg også at huske mig selv på, hvorfor jeg stadig er lærer.
Jeg er ikke altså ikke tryllekunstner. Jeg er ked af at sige det, men i virkeligheden er jeg bare en helt almindelig lærer, og det måtte jeg i sidste uge forklare en elev, da hun og jeg havde en snak om hendes faglige udfordringer i engelsk.
Vi har mange elever i den danske folkeskole, der ikke tror nok på sig selv, og de har altid fyldt meget i mit lærerhjerte og -bevidsthed. Men i den forgangne uge mødte jeg en helt anden type elev, som vi – heldigvis – også har nogle stykker af, og det inspirerede mig til ugens indlæg.
Vi har alle fordomme om andre erhverv, og det kan vi ligeså godt indrømme. Fordomme er naturligvis generaliserende og ofte et udtryk for manglende indsigt og forståelse. Og jeg er træt af det. Men hvis jeg ønsker synet på lærerfaget ændret, har jeg også selv et ansvar.
Årsplaner og digitale læringsplatforme er et lidt kontroversielt emne blandt lærere, fornemmer jeg. Jeg er selv stor fan af digitale årsplaner, men føler mig faktisk lidt ensom i netop dén følelse. For det er som om, at der blandt lærere er en uskreven regel om være på vagt over for noget, der enten er nyt, anderledes og/eller tidskrævende.
Hvordan skal vi som lærere give eleverne nogle kompetencer, vi ikke engang selv har? Et stadig større krav om en digital folkeskole kræver (efter)uddannelse af lærere og mere tid til forberedelse, men på mange folkeskoler er vi lærere mødt ind til både flere besparelser og endnu mindre tid til forberedelse.
Endelig blev det sommerferie for vores elever, men hvem siger egentligt, at det behøver at betyde en pause fra engelsk? Læs mit sidste indlæg før ferien og find ud af ud, hvordan jeg fik overbevist i hvert fald et par af mine elever om, at engelsktræning og afslapning sagtens kan gå hånd i hånd.
Som voksne fagpersoner bryster vi lærere os af at vide mere om, hvad der betyder noget, og hvad der er vigtigt i livet – fagligt såvel som personligt. Men i sidste uge måtte jeg sande, at jeg ikke engang selv kunne leve op til de idealer, jeg havde prædiket for mine elever.
Hvor meget rykker en politisk defineret mad- og måltidspolitik, hvis skole og forældre ikke står sammen om at nægte eleverne adgang til det nærliggende supermarked?
Nyt materiale til undervisningen, en ny metode eller blot en ny idé til at peppe det gamle op. Det er alt sammen noget, jeg som lærer konstant er på jagt efter. Det nye og spændende kan være et kærkomment motivationsboost i hverdagen – til gavn for både mig og mine elever. Men i den konstante søgen efter det nye må vi altså ikke glemme det gamle, der har virket i årtier, og som stadig holder. Dette indlæg er derfor en hyldest til både det nye og det gamle.
(Ok, ’at elske’ er måske en overdrivelse, - but you get the point, right?) My name is Maria. I’m a grammaholic. Jeg elsker grammatik. Det er struktureret. Det er i kasser. Man kan lære mange ting udenad. Og så er der noget befriende ved rent faktisk at kunne sige: Dét her er rigtigt, og dét her er forkert. Mine elever i udskolingen deler sjældent min begejstring, men jeg har dog over årene fået flere elever til at stoppe med at hade det. Læs her hvordan.
Flere undersøgelser peger på, at eleverne på ingen måde har gavn af niveaudeling i folkeskolen. Faktisk kan en placering på et lavt niveau ligefrem ende med at blive en form for selvopfyldende profeti, så svage elever kan blive endnu svagere. Derfor har jeg grebet niveaudelingen i engelsk anderledes an og fokuseret på min største udfordring i faget: Elevernes utryghed ved at sige noget højt i klassen.
Bevægelse i undervisningen. The buzzwords above all. Vi ved alle, at en smule fysisk aktivitet i løbet af en lektion giver eleverne fornyet ilt til hjernen, en bedre koncentration og et skarpere fokus. Vi lærere elsker at hade det. For det er jo så besværligt, som vi ofte bekræfter os selv og hinanden i. Men det behøver det altså ikke være.
Jeg blev for et par uger siden kaldt en retarderet cunt af en elev i 9. klasse. Interessant ordvalg, når man synes, man er blevet uretfærdigt bedømt i projektopgaven. Det blev trods alt ikke sagt direkte til mig, men det ramte alligevel, for selvom jeg ikke helt præcist ved, hvad en retarderet cunt er, så kan jeg godt regne ud, at det ikke er noget positivt…
Jeg har den seneste uge haft travlt i min 9. klasse i engelsk. De skulle nemlig afleveres deres dispositioner – de såkaldte outlines – til den mundtlige prøve i juni måned. Fluebenet er nu sat, og jeg kan for 12. gang i mit engelsklærerliv kigge tilbage på forløbet og evaluere.
Den nationale test i engelsk er for de fleste engelsklærere blevet en naturlig del af skoleåret i 7. klasse: Først den frivillige i december måned og så den obligatoriske i april. Sådan er det i hvert fald for mig. Den er et evalueringsredskab som så mange andre, og jeg bruger ikke resultaterne til specielt meget, for de har alligevel aldrig sagt andet end det, jeg vidste i forvejen. Men for mine elever er det en helt anden sag.
Hvad gør man, når man har en 8. klasse i engelsk, hvor to tredjedele af eleverne klapper i som østers, når der er klassesamtaler, fordi de er bange for at fejle? Som idealistisk – og en smule naiv – nystartet lærer i 2008, måtte jeg hurtigt sande, at jeg altså ikke ændrede verden med et par motiverende skulderklap og en ugentlig filosofisk opsang i bedste Kierkegaard-stil.
Det ligger i den menneskelige natur at spekulere over, hvad andre tænker om en. Og vi har alle et ønske om at være en, som folk synes om. Derfor kan det være svært at turde fejle. Men hvis man vil lære noget, må man lægge de tanker væk. For hvad er egentlig, det værste der kan ske?
