Ernæringschef, Handel, Marked & Ernæring
Videncenterchef
sundhedsinnovator
Professor
Direktør
MPH, ph.d. og uddannelsesleder ved Ernærings- og sundhedsuddannelsen
Chef for Fødevarstyrelsens ernæringskontor
Direktør
Adjunkt
Direktør
Abonner på nyt om Ernæringskommentaren i dit personlige nyhedsbrev.
Du bliver tyk, hvis du spiser x, x og x. Det er usundt, måske oven i købet farligt, at spise y, y og y. Du ødelægger kloden, hvis du spiser z, z og z. Pegefingrene er løftet højt, når det gælder den mad, vi spiser. Og skræmmebillederne tegnes op med den fede tusch. Det er svært nok for voksne at navigere rundt i. Det er endnu sværere for vores børn. Og det har konsekvenser!
Hvis vores børn skal have en jordisk chance for at gøre deres madforbrug mere bæredygtigt, skal der endnu mere madkundskab på skoleskemaet – og det haster.
Vi kender dem, der kan spise kæmpe store portioner. Dem der propper sig, ikke stopper ikke før fadet er tomt og maven er ved at revne. Dem der ikke har ro før posen er tom. De kredser om mad. Hvad gemmer sig i den adfærd?
Klimaet er i den grad landet på børnenes tallerkener, men børn skal ikke være bange for fremtiden – de skal med ud i køkkenet og være en del af løsningen sammen med voksne, der lærer dem det gode madhåndværk.
Argumenterne som ”læring i praksis” og ”oplevelser ud af skolen” rammesætter åben skole, og konceptet er blevet indskrevet i folkeskoleloven.
Som forsker inden for mad, sundhed og læring kan man godt engang imellem blive overrasket over mængden af superlativer, det sprog og de mange begreber der flyver hen over skærmen når der udbydes midler til forsknings- og udviklingsprojekter. Eller når der formuleres nye politiske stratgier og udviklingsmål for skolen. STEM principper, nye naturfagsdidaktikker og 21st century skills er nogle af dem, der nyder stor bevågenhed i debatten om folkeskolen i disse år. For nyt og fint skal det være. Og det er jo sådan set udmærket, for som forsker er man jo ikke interesseret i at forske i det som alle andre allerede forsker i eller som allerede er afprøvet. Og helst vil man jo også gerne bedrive forskning der er bedre end alle de andres. Du kan følge med her, når jeg sætter mig for at udvide min forståelse af nogle af tidens læringsbegreber og forsøger at relatere dem til den praksis, der handler om at udvikle god læring om mad og sundhed i folkeskolen. Det hele starter en dag i november og et møde i EU hovedkvarteret i Bruxelles.
Mad og madkundskab mangler samme fokus i folkeskolen, som f.eks. idræt og bevægelse har fået siden skolereformen. Større fokus på faget ”madkundskab” er nødvendigt, hvis vi skal tage vores ansvar for sundhedsfremme alvorligt.
Åben skole samarbejde med virksomheder er en fantastisk mulighed for eleverne . Men det at tage imod skoleklasser kræver ofte mere, end man lige forestiller sig.
I august måned præsenterede regeringen en strategi for mad, måltider og sundhed. Det er første gang, at vi i Danmark oplever så bred forankring på tværs af ministerier på dette område.
Børn med særlige behov har brug for at blive udfordret. Det er en hårfin balance. De er følsomme overfor sanseindtryk og afledes let. De overvældes, overstimuleres og udmattes. Det gælder også, når de spiser. Derfor kan skærmet spisning komme på tale.
”Du skal stege grøntsager til aftensmad og skal nu vælge hvilket fedtstof, de skal steges i. Du vil gerne prøve at lave dem lidt sundere og har hørt, at olie skulle være bedre end smør. Men kan du bruge alle olier, eller er der nogle, der egner sig bedre?” Enten tænker du slet ikke over hvilken olie du bruger eller også lytter du til de mange myter, der florerer på internettet. Det gælder ikke kun valg af stegeolie, du kan komme i tvivl i køkkenet. Hvad med at genopvarme persillen eller lade vandet løbe, mens du piller løg for at undgå at tårerne løber. Mange tænker slet ikke over deres vaner i køkkenet, men fortsætter bare barndommens lærdom og rutiner og gør som deres mor: lader stegen hvile efter den har været i ovnen.
Look at last night in Sweden. Politikere, kommentatorer, TV stationer, højtstående politikere og eksperter har de seneste uger stået i kø for at forudsige at Sverige var på vej ud over afgrunden og for altid fortabt. Var skovbrandene i virkeligheden påsat af utilpassede indvandrere og ku det passe at brandslukkerne var blevet sparet bort til fordel for kurser i ligebehandling? Var det virkelig ikke tilladt for svenske partiledere at tale om bilbrandene i TV debatten og var det rent faktisk sådan at Tintin i Congo var blevet forbudt på de svenske folkebiblioteker? En lind strøm af tvivlsomme nyheder og dommedagsprofetier blev sendt afsted over Øresund. Og de konkluderede nogenlunde samstemmende at det svenske folkehjem var ved at bryde sammen. Nu gik det så en anelse anderledes. For svenskerne stemte jo hverken folkehjemmet eller velfærdssystemet ud. Faktisk lyttede de tilsyneladende slet ikke til de mange sikkert velmente danske råd og anbefalinger. Så - når debatten om skolemad herhjemme endnu en gang tager til i styrke er det naturligvis dristigt og ganske risikabelt alligevel at foreslå: kig lige engang efter Sverige. Mon ikke der skulle være en læring eller to vi kunne uddrage från hinsidan når det gælder maden til vores børn i skolen?
Vi har et fantastisk grundlag for at arbejde og fremme skoleelevers sundhed og trivsel i Danmark, - måske det bedste i hele Europa - MEN…. udnytter vi det godt nok? Ud fra undersøgelse om elevers sundhed og trivsel, så tyder meget på, at vi ikke udnytter det gode grundlag for at fremme danske skoleelevers sundhed og trivsel godt nok. Noget virker i hvert fald ikke….
Den taler til både hjerne, krop og tunge, gør den, knolden. Kartoflen, der plejede at være folkeeje, bliver i stigende grad overset, glemt og misforstået. I Danmark er vi simpelthen ved at miste interessen for kartoflen, og det er en skam af flere grunde, ikke mindst ernæringsmæssige. Den udvikling forsøger Madkulturen nu at vende.
I løbet af foråret har der været stort fokus på børn og sundhed til stor glæde for os i Fødevarestyrelsen, hvor temaet også fylder meget. Mulighederne for at arbejde med mad, måltider og sundhed i skolen er mange. Både i forhold til maden der spises, rammerne om måltiderne, undervisningen og meget mere.
Utryghed og mistrivsel fylder fortsat meget i vores skoler - så hvordan skal vi tage fat på at undervise i psykisk sikkerhed?
Det er nemt at sige, at det er forældrenes skyld, når børn spiser for lidt eller for ensidigt – eller når de dømmes kræsne. Der er flere veje til at blive klogere på børnene og deres appetit. Birgitte Flensholt sætter fokus på de småtspisende børn.
Mere end hver anden voksne dansker vejer for meget, og danskerne lever ikke op til anbefalingerne for fysisk aktivitet, rygning og kost. De nye tal fra den nationale sundhedsprofil er skræmmende, og de skriger på handling.
Lige siden WHO deklarationen om den såkaldte settingsbaserede tilgang til sundhedsfremme har skolen været i fokus som en af de mest omtalte dagliglivsarenaer hvor der er størst potentiale i at tænke sundhedsfremme. Børn kommer i skolen i hovedparten af årets dage gennem det meste af et årti, skolen er et lærings og dannelsessted og skolen har en højtuddannet professional stab, der vil kunne medvirke i sundhedsdannelsesprojektet. Alt taler således for at folkeskolen er et rigtigt godt sted at sætte ind. Men hvordan ligger landet i grunden? Er det store gennembrud for maden, måltidet og dannelsen i skolen lige om hjørnet? Næppe. Det skyldes flere faktorer.
I oktober 2017 sendte Verdenssundhedsorganisationen WHO resultater ud fra et globalt studie, der melder om, at antallet af ekstremt overvægtige er øget dramatisk i de seneste 40 år og at antallet nu ligger på omkring 124 millioner ekstremt overvægtige børn i verden. Det er en problemstilling vi også må forholde os til i Danmark. Det nationale videncenter KOSMOS forsøger løbende at komme med bud på, hvordan man kan arbejde med og forbedre en mad- og måltidskultur.
