Ernæringschef, Handel, Marked & Ernæring
Videncenterchef
sundhedsinnovator
Lektor
Selvstændig kostkonsulent
selvstændig konsulent
Gæste professor
Direktør
MPH, ph.d. og uddannelsesleder ved Ernærings- og sundhedsuddannelsen
Chef for Fødevarstyrelsens ernæringskontor
Direktør
Seniorforsker, Phd., Adjunkt
Direktør
Abonner på nyt om Ernæringskommentaren i dit personlige nyhedsbrev.
Mad løser ikke alt, men intet løses uden. Det er for kækt at sige, at skolevægring løses med mad, men mad er en væsentlig faktor omkring skolevægring.
Er vi gode nok til at lytte til unge mennesker og deres evne til at finde innovative løsninger på globale udfordringer? Og går vi dermed glip af værdifulde og kreative løsninger når det gælder indsatsen for at indfri verdensmålene? De seneste års debat og klimakrise peger på at vi skal være bedre. Kan vi f.eks. bruge undervisningen i skolen til at skærpe kampen mod madspild? Og kan vi sigte mod at udnytte denne læring til at ruste den unge generation bedre når det gælder de kvalifikationer som fremtidens arbejdsmarked kræver? F.eks. i form af evnen til design tænkning, kritisk reflektion, arbejde i grupper, forståelse af science principper og ikke mindst evnen til at ”tænke digitalt”. Ja – men vi skal gøre os UMAGE! Og netop det at gøre sig UMAGE har givet navn til de Unge MAdspilds GEnier der nu er i luften. Fem skoler, fem projektledere og fem forskellige digitale/science tilgange arbejder nemlig hen over foråret målrettet med madspild og sciencekapital. Og hvilken dag er mere velegnet til at præsentere en særlig indsats for verdensmål nr. 12.3 end netop den 12 marts? Som medlem af en europæisk ekspertgruppe om ”Citizen Science in the Classroom” har jeg de seneste dage haft muligheden for at diskutere hvordan vi i skolen understøtter unge menneskers bidrag til at udvikle science baserede løsninger på klimaudfordringerne. Og til at komme med et dansk bud på hvordan vi helt konkret kan arbejde med madspild som eksempel på hvordan skolen og de unge kan få en stemme i løsningen af en af tidens store problemer for fødevaresystemet. Og med fem skoler godt i gang er vi godt forberedt på at komme med et science og digitalt støttet bud på den nationale madspildsdag som fødevareministeren netop har annonceret til afholdelse den 29. September 2020.
Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at unge har taget klimaspørgsmålet til sig. De vil ikke spises af med fortidens - og nutidens – tankeløse forbrug af ressourcer, miljøskadende kultur og væremåder.
Artiklen, som er udarbejdet i et tæt samarbejde med Anita Lagoni (BA i ernæring og sundhed og kandidat i pædagogik) ønsker at sætte fokus på, hvordan lærernes rolle og det didaktiske perspektiv på valgfaget madkundskab, kan skabe lyst, kompetencer og større forudsætninger for elevernes kobling imellem teori og praksis, udenfor skoletiden. Skal der tænkes mere helhedsorienteret imellem skole, fritid og hjem? Skal eleverne have hjemmearbejde for i faget og hvis dette er tilfældet, hvordan kan det praktiseres? Skal lærerne udlevere vejledende materiale der opfordrer og motiverer elevernes deltagelse i madlavningen i hjemmet, eller måske endda søsætte sociale madfællesskaber udenfor skoletiden og i så fald, hvem skal understøtte dette?
Tallene for den mad der spildes, er svimlende høje. Ud over at madspild har en væsentlig klimabelastning har det også en betydelig økonomisk betydning. Madspildet er størst i det private. Derfor giver det rigtig god mening, at også børnene lærer om madspild og ikke mindst opnår kundskaber til at kunne minimere madspild – og det helt ideelle sted at lære herom er ”hands on” i køkkenet.
Eller er der håb forude for de skoler og forældre, der ønsker skolemad for alle?
Bælgfrugter er blevet en del af mange unges madrepertoire, men kendskabet til almindelige danske grøntsager i sæson er til gengæld lavt, ligesom manglende madlavningsevner er en barriere.
Det kan være svært at finde rundt i junglen af sundhedsinformation, både for os som voksne og for vores børn. I Fødevarestyrelsen har vi derfor udgivet en række nye film, som skal gøre os klogere på nogle af alle madmyterne.
Senere på ugen samles borgmestre og beslutningstagere fra hele verden i København under C40 for at dele viden om effektive klimaløsninger. Jeg håber, at de tager inspiration fra Københavns madskoler med hjem i rygsækken efter endt besøg.
Læreren har en mening om det, forældrene har en mening om det, yndlingsbloggeren har en mening om det. Jeg snakker om MAD. Hver dag bliver eleverne bombarderet med meninger om hvad der er godt at spise, sundt at spise eller bare smager godt – eller dårligt. For at kunne navigere i junglen af madmyter og sundhedsråd burde vi alle konstant være opmærksomme på hvilke valg vi foretager os. Når vi er i supermarkedet, åbner køleskabet, står ved buffeten, smører madpakke og så videre. Men det er jo ikke muligt. Derfor skal vi ruste eleverne til kritisk vurdering, så de er klar over hvor de får deres viden fra og hvad de skal sortere fra.
Der er behov for et opgør mod akademiseringen af vores uddannelsessystem, hvis vi i Danmark fortsat skal have gastronomi og hoteller i verdensklasser. Selvransagelsen begynder hos os forældre og i folkeskolen. Måske skal vi som forældre – og som samfund - tænke vores børns lykke på ny. Måske vi står over for et paradigmeskifte?
Science, teknologi forståelse og den digitale skole. STEM principper og 21st century skills. Diskussionen kører hurtigt for tiden. Er folkeskolen parat til at klæde vores børn og unge på til den hurtige teknologiske udvikling?
Overvejelser omkring vores fælles ansvar.
Igennem de seneste 12 år har Det nationale videncenter KOSMOS/UC Syd været en del af rigtig mange skolers arbejde med bevægelse, søvn og sund mad i skolernes sundhedsuger (hvert år i uge 39-41) – de fleste kender det nok bedre under Aktiv Året Rundt.
Du bliver tyk, hvis du spiser x, x og x. Det er usundt, måske oven i købet farligt, at spise y, y og y. Du ødelægger kloden, hvis du spiser z, z og z. Pegefingrene er løftet højt, når det gælder den mad, vi spiser. Og skræmmebillederne tegnes op med den fede tusch. Det er svært nok for voksne at navigere rundt i. Det er endnu sværere for vores børn. Og det har konsekvenser!
Hvis vores børn skal have en jordisk chance for at gøre deres madforbrug mere bæredygtigt, skal der endnu mere madkundskab på skoleskemaet – og det haster.
Vi kender dem, der kan spise kæmpe store portioner. Dem der propper sig, ikke stopper ikke før fadet er tomt og maven er ved at revne. Dem der ikke har ro før posen er tom. De kredser om mad. Hvad gemmer sig i den adfærd?
Klimaet er i den grad landet på børnenes tallerkener, men børn skal ikke være bange for fremtiden – de skal med ud i køkkenet og være en del af løsningen sammen med voksne, der lærer dem det gode madhåndværk.
Argumenterne som ”læring i praksis” og ”oplevelser ud af skolen” rammesætter åben skole, og konceptet er blevet indskrevet i folkeskoleloven.
Som forsker inden for mad, sundhed og læring kan man godt engang imellem blive overrasket over mængden af superlativer, det sprog og de mange begreber der flyver hen over skærmen når der udbydes midler til forsknings- og udviklingsprojekter. Eller når der formuleres nye politiske stratgier og udviklingsmål for skolen. STEM principper, nye naturfagsdidaktikker og 21st century skills er nogle af dem, der nyder stor bevågenhed i debatten om folkeskolen i disse år. For nyt og fint skal det være. Og det er jo sådan set udmærket, for som forsker er man jo ikke interesseret i at forske i det som alle andre allerede forsker i eller som allerede er afprøvet. Og helst vil man jo også gerne bedrive forskning der er bedre end alle de andres. Du kan følge med her, når jeg sætter mig for at udvide min forståelse af nogle af tidens læringsbegreber og forsøger at relatere dem til den praksis, der handler om at udvikle god læring om mad og sundhed i folkeskolen. Det hele starter en dag i november og et møde i EU hovedkvarteret i Bruxelles.
