Blog

Metaltræt læreruddannelse..

Er metal på vej ud af læreruddannelsen - og dernæst skolerne?

Publiceret Senest opdateret

Kan vi forestille os at skolernes bogsamlinger/klassesæt er så dårlige at man i dansk dropper at læse romaner/skønlitteratur? At man vælger fremover at koncentrere danskundervisningen om grammatik og skrivning?

Eller at boldbanerne på skolerne er så elendige, og idrætslærerne er uvidende om reglerne i fodbold og rundbold, så man i læreplanerne skriver boldspil ud af idræt?

Forhåbentlig ikke!

Men det er det der måske kan ske i håndværk & design - i første runde på læreruddannelsen. I en tid der råber på håndværkere, mere praksis i skolerne, og skoler der er for teoretiske, der vælger man at foreslå at nedgradere metal i faget håndværk & design. Samtidig kaster man millioner efter 3D scannere, lasercuttere m.m. hvor studerende og eleverne kan programmere og kigge på maskiner der arbejder!

H&D-blokken

H&D-blokken er det sted hvor jeg skriver om stort og småt indenfor håndværk og design. De ting der interesserer mig, uanset at det er små detaljer i undervisningen eller de store politiske linjer. Jeg har gennem alle årene som lærer undervist i først sløjd og siden håndværk og design. Været med til at bygge nyt faglokale og indrette andre. Herudover har jeg siddet i redaktionen på bladet SLØJD, lavet kurser og undervisningsmateriale.

På læreruddannelsen er jeg jævnligt censor i faget.


Skriv meget gerne en kommentar til mine indlæg. På forhånd tak!

Undervisningen i faget kan nogle steder koges ned til designproces, designmodeller, moodboard, mock-up og så lidt arbejde med limpistol, garnrester og ispinde.

Farvel til håndværket!

For et par år siden var jeg censor i en større by på læreruddannelsen. En af de studerende havde valgt et tema om fastelavn. Blandt de fremstillede ting var en dronningekrone. Den studerende forklarende at den egentlig skulle have været lavet af metal, men hun kunne ikke skaffe metal. Hun mente ikke der var metal til opgaven på uddannelsesstedet(!) - og hun havde gennem hele eksamensperioden ikke nået at købe et stykke metal. Derfor var det rullen fra toiletpapir - klippet med hakker i kanten og med pålimede filtkugler.

Jeg måtte spørge ind til den - ikke metal opgave - som var foran mig. Jeg forestillede mig at kanten på metalkronen kunne være skarp mod hovedbunden. Hvad kunne man gøre ved det? Hun mente man kunne få olie til at blødgøre metallet…efter lidt tid kom hun dog på at man vist kunne få noget sandpapir til metal.

I parentes bestod pigen, som havde godt styr på designprocesser!

De studerende hjælpes ikke af at læreruddannelserne prioritere at ansætte folk med designuddannelser, og ringe erfaring indenfor undervisning, håndværk - og da specielt ikke metalarbejde. Og ja det er mine postulater - men de er underbygget af en del besøg som censor på læreruddannelsesstederne. Når der findes læreruddannelsessteder uden egentlig mulighed for metalarbejde - ja så undskyld mig - så har man heller ikke villet det som underviser!

På folkeskoler har metal og metalværkstederne i mange år lidt en trist skæbne. Min påstand er dog at man selv med meget ringe forhold kan lade elever få fornemmelse af metal. Tinstøbning, trådarbejde, arbejde i dåser og simpelt pladearbejde kræver ikke meget - hvis man vil det - og det er da bedre end ingenting.

Hvorfor er Christiansborgs tag, Kronborg eller Børsens tage grønne - det må elever også gerne vide… men hvis de ikke aner hvad kobber er, så får vi erfaringsfattige børn.

Lad nu ikke også metallet forsvinde fra skolerne og læreruddannelserne.