Blog

Bonhomme de neige et ses amis - 6.årg. juler i fransk

C’est bientôt Noël

I år skal julen have fuld gas med masser af magie de Noël for store og for små…

Publiceret

Folkeskolens tysk- og franskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Bjarne Czeloth er Folkeskolens tyskrådgiver og Rikke Hjort Hvillum er franskrådgiver. Deres opgave er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte dem, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: Du kan skrive til Bjarne Czeloth på bjarneczeloth@gmail.com og Rikke Hjort Hvillum kan du komme i kontakt med på rikkehjorthvillum@gmail.com

Julen sig nærmer og for mig føles det som meget længe siden, at jeg sammen med mine elever sidst fik lov at gå jule-amok på skolen i fransktimerne. De seneste års hjemsendelser i løbet af vinterhalvåret har bevirket, at der ikke har været de bedste betingelser for at realisere alt det, julehøjtiden giver os af muligheder for at arbejde med en kombination af både sproglige og kulturelle aktiviteter. Så i år skal julen have fuld gas med masser af magie de Noël for store og for små…

En af de tilbagevendende klassikere for både yngre såvel som ældre elever er naturligvis julesangene. Her findes et hav af muligheder for både at lytte, synge og se med på de små film, som ledsager mange af sangene. Père Noël frappe à la porte og Petit papa Noël er ofte favoritter, men sange eleverne kan kende fra andre sprog som Vive le vent d’hiver, Douce nuit sainte nuit, og Mon beau sapin er også populære. Gå på opdagelse på Youtube og find en udgave, der passer til din klasse. Udover at sang og musik altid spreder god julestemning, så åbnes der for et utal af muligheder for at arbejde med gloser, sangenes indhold og deres kulturelle betydning.

Pour Noël, je voudrais...

Vi elsker alle sammen gaver og at vi må få lov at ønske. Det er oplagt at “gå på juleshopping” online og da nethandel jo er stort alle steder, så det er bare om at komme i gang med at lave sin julegaveliste. Gå på opdagelse på autentiske hjemmesider og aftal måske, at man skal ønske sig minimum 3 ting i forskellige kategorier – det kunne være sportsudstyr, et møbel, noget tøj eller andet eleverne er vilde med. Skriver man .fr efter et mærke eller en forretning, så dukker siderne op på fransk og der kan shoppes julegaver. En aktivitet der er oplagt til efterfølgende at lave små dialoger om gaver, beskrivelser, priser...

Bon appétit !

Mad og traditioner omkring bordet i højtiden er et vigtigt kulturelt indblik. Eleverne er altid nysgerrige på, hvad der spises og det at sammenligne med egne madtraditioner. Der findes igen talrige autentiske sider med menuer og opskrifter af forskellig slags suppleret med flotte fotos og videoer – skriv f.eks. repas de Noël i søgefeltet og masser af inspirerende sider à la denne dukker op https://www.cuisineaz.com/noel-parfait/recettes-de-noel-p8

Når eleverne har undersøgt, hvad man spiser af stort og småt, skal der jo købes ind til den store julemiddag og du kan bede dine elever om at fylde køleskabet op. Igen kan eleverne gå på opdagelse på autentiske sider fra store franske supermarkedskæder og finde frem til hvad, der skal købes ind til en fransk julemiddag, så det bliver Un Noël simplement bon.

...Et un bon film

Det er altid hyggeligt med julefilm, men det kan være en smule svært at nå en hel spillefilm, da det hurtigt kan “sluge” mange timers undervisning. Alternativt kan man se en court métrage. På mitCFU findes den fine kortfilm Glædelig jul Rachid, som godt nok er af ældre dato, men fortællingen om de to muslimske drenge, der gerne vil holde jul, holder stadig og der er masser af tage fat på af samtaler om juletraditioner. Der findes desuden korte, klassiske Disneyfilm på Youtube, hvor Pluto, Mickey og alle de andre holder jul – og taler fransk. L’arbre de noël de Pluto er en fin lille fortælling med masser af julestemning.

La créativité

Skal eleverne væk fra skærmen og mere i gang med klippe, klistre, kreative indslag, så er der også fine muligheder for at udfolde sig. Toiletruller kan ret hurtigt forvandles til forskellige julefigurer, der efterfølgende kan bruges til små franske dialoger, juletableauer med snevejr af franske gloser, små præsentationer, en stop motion film, hvis tiden er til det eller blot en flot, fransk juleudstilling på skolens PLC.

Skal eleverne også have “fingrene i dejen”, så er det oplagt at finde en fransk opskrift på den klassiske juleroulade “Bûche de Noël" - læs og forstå opskriften, gå i skolekøkkenet og bag kagen. Hvis der er flere grupper, der bager, kan I eksperimentere med den store bagedyst og man kan blive “Le meilleur pâtisseur". Du kan krydre det med masser af autentisk fransk, ved at vise dine elever små klip fra de forskellige sæsoner af “Le meilleur pâtisseur" - Den store bagedyst på fransk.

Hvis der blot er en enkelt time til julerier, så er det altid et hit at spille bingo – klassikeren med tal eller man kan lave en bingo-udgave med franske juleord.

Må december blive fyldt med magie de Noël i fransktimerne - Joyeux Noël.



Powered by Labrador CMS