Blog

Brug julekalenderen som et evalueringsredskab

I min 8. klasse har vi i år aftalt, at vi vil lave en julekalender, som primært indeholder små faglige opgaver i hver låge. Vi bruger den som et evalueringsredskab efter de første fire måneder i 8. klasse. Eleverne skal selv være med til at finde indholdet bag alle lågerne.

Publiceret

I sidste uge købte jeg en tom julekalender med små ‘skuffer’ i. Tanken med købet var, at den skulle kombinere det traditionelle aspekt ved en julekalender, det sociale samt fagligheden. Eleverne skal nemlig selv finde på indholdet bag hver låge, og derfor knytter det an til det lærte gennem en længere periode.

Da jeg præsenterede idéen for mine elever, kom der allerede gode forslag til indholdet. Elevernes tanke var hurtigt, at det skulle foregå som i en tombola. Nogle ‘lodder’ ville være mere attraktive at trække end andre. Nogle ville indeholde de store gevinster, mens andre ville tangere ‘nitter’.

Folkeskolens danskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Trine Hemmer-Hansen er Folkeskolens danskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: trinehemmer@hotmail.com

Her er starten på den brainstorm, som eleverne lavede sammen med mig i sidste uge. I løbet af november måned finder vi på flere små opgaver til de enkelte låger:

  • Du skal forklare de vigtigste kommaregler

  • Du må vælge en onsdag eller en torsdag, hvor du må gå hjem og arbejde i UU-timen

  • Du skal modtage en lille snack-gave i morgen af én fra klassen (du vælger selv hvem)

  • Tegn og forklar aktantmodellen. Brug dig selv som subjekt

  • Forklar Freuds personlighedsmodel og vælg et eksempel fra enten Cecilie eller Jeppes personlighed (fra romanen: ‘En, to, tre – NU!)

Hvorvidt de enkelte lågers indhold er hovedgevinsten eller nitten lader vi være op til den enkelte elevs vurdering.

Hvordan foregår trækningen?

Jeg putter alle elevernes navne ned i en pose, og hver dag trækker vi et elevnavn, som skal åbne dagens låge. Vi hjælper selvfølgelig hinanden, og det er helt tilladt at se sine notater igennem, inden der svares på lågens/dagens lille opgave. Jeg har klassen hver eneste dag, så på den måde følger vi de enkelte dage ret præcist. Vi er 21 elever i klassen, og vi får juleferie d. 21. december (fredag og mandag trækkes der for weekenden).

En anderledes evaluering

For mig er det en anden og mere kreativ måde at evaluere den første del af 8. klasses faglige begreber/genrer på. Ofte stiller jeg kriterierne op for evaluering af endt forløb, men ved at inddrage eleverne får jeg også deres perspektiv på, hvad vi kan trække ud af fire måneders undervisning.