Susanne Sørensen kan høre, hvis eleverne læser forkert, mens diktater skannes ind på computeren, hvor hun via et særligt program får tekst omsat til tale. Hun har været i jobprøvning på den midtjyske skole siden september.
Skoleleder Jens Lundorff var ellers skeptisk, da han blev kontaktet af Susanne Sørensens jobkonsulent med en opfordring til at tage hende i jobprøvning.
"Jobkonsulenten sagde, at Susanne kan lave kontorarbejde, tage telefonen, arbejde i biblioteket eller sågar i køkkenet. Men vi skød det hele ned. Det var egentlig ikke for at være negativ, men vi var ikke interesserede i at give hende et nederlag", forklarer skolelederen i Midtjyllands Avis.
Det nytter ikke at sætte sig ned
Jens Lunddorff har ikke fortrudt, at han lod sig overtale af jobkonsulenten.
"Susanne er utrolig god til at sidde med elever, som har nogle vanskeligheder. Hun er også god til at gå ud i klasserne og hjælpe eleverne dér som en slags undervisningsassistent", fortæller han.
37-årige Susanne Sørensen arbejder på skolen fire dage om ugen. Hun er født blind på det ene øje og meget svagtseende på det andet. Oven på en række øjenoperationer blev hun afskediget hos Skat i Århus på grund af for mange sygedage.
"Man kan godt bruges til noget, selv om man ikke kan se, og det vil betyde rigtigt meget for mig at få et job. det nytter ikke at sætte sig ned og sige: Nu kan jeg ingenting. Det kan jo ikke blive anderledes", siger hun til avisen.
Blind prøves af som undervisningsassistent i folkeskolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.