I deres forestilling Kongen af Danmark, har Teatro Dos Mil taget fat på et af de rigtig tunge emner. Det svære liv, der fravælges af flere hundrede danskere hvert år, når de vælger at begå selvmord.
I stykket møder vi to skæbner. Den ene er ivrig, nærmest manisk snakkende som et vandfald. Hurtig i replikken med et til tider skræmmende nærvær og pågåenhed. Han er en outsider. Den anden er tavs og depressiv. Indelukket og afvisende. Han er også en outsider. De mødes måske på en bænk måske på en psykiatrisk afdeling.
Den ivrige sætter spillet i gang med en voldsom henvendelse til den tavse og indelukkede: "Vi er ens, du er en kopi af mig, jeg er en klon af dig".
Dermed er stykkets undertekst slået an: Vi er mennesker og ens, men alligevel så forskellige. For nogen er livet og dets regler så svære at forstå og tilegne sig. Og det kan godt være, de to sære eksistenser har et vidt forskelligt udtryk. Men de er ens, - hvad deres store smerte angår de er begge frygtelig ensomme. Og begge er de kejtede socialt, på hver deres facon.
Det er svært at abstrahere fra, at skuespilleren Dag Isene i sprog og spil mangler tydelighed og skarphed. I rollen som Lassefar i Teatro Dos Mils opsætning af Pelle Erobreren passede det langt mere til figuren. I dette stykke stiller det sig ofte i vejen. Der er for meget uforståelig tale og usikkerhed i spillet.
Endnu sværere er det at abstrahere fra stykkets manglende fokus: Det er ikke, som annonceret, et stykke om selvmord, men mere en historie om to outsidere.
Stykkets figurer er dog så aparte, at de er svære at genkende, endsige identificere sig med for flertallet af unge. I hvert fald for en 8.klasse, som muligvis aldrig tidligere har mødt psykisk sygdom. Og kender endnu mindre til selvmord. Emnet fortjener, at man rammer målgruppens reference-ramme. Gør man ikke det, bliver historien uvedkommende og mærkelig. Det er synd.
Teatro Dos Mil har sin egen spille-stil og tone, hvor det følte og ofret er i centrum. Men i offerrollen findes der ikke mange udgange livet ligger i de andres hænder, handlingsmulighederne lukkes, når man er offer.
Det er nok et temperament spørgsmål, om man kan lide stykket. Jeg savnede noget farlighed og kant i fortællingen for at gøre den mere interessant og spændende. Her var bolcherne en tand for søde og bløde.
Blandede Kongen af Danmark Bolcher
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.