Der er to grøfter, folkeskolen skal vare sig for at falde i. I den ene ligger teststyringen, i den anden ligegyldigheden over for elevernes målbare resultater. Risikoen for at falde i den første grøft er minimal. Ingen danske politikere ønsker den grad af teststyring, vi kender fra England eller USA. Ethvert forsøg på at trække skolen i den retning får omgående skolefolket til at råbe »ulven kommer«, og eksperter står i kø for at berette om testeriets skadevirkninger og samfundets opbakning bag folkeskolens brede formål. Der har fronten ligget siden halvfjerdserne. End ikke læsekatastrofen fra 1993 rykkede den nævneværdigt. Først inden for de sidste par år har Pisa-projektet formået at slå enkelte brecher i den, men ulven har endnu ikke vist sig ved højlys dag.

Risikoen for at falde i den anden grøft er derimod konstant nærværende. Somme påstår tilmed, at vi for længst er faldet i den. At deres påstand ikke er grebet ud af den blå luft, ses ikke blot i diverse forstemmende undersøgelsesresultater, men navnlig i den måde, disse takles på. Med jævne mellemrum præsenteres man eksempelvis for den forbløffende opfattelse, at der ikke er nogen sammenhæng mellem undervisningens kvalitet og elevernes karakterer. Kanske denne holdning midlertidigt kan lette presset på lærerne, men hvis det var sandt, hvad skulle samfundet så med veludrustede skoler og dygtige lærere? Dette er ikke gedigent forsvar for lærerne. Det er åndelig nødtørft af den art, der giver en kort varme efterfulgt af en klam og kold fornemmelse.

Under disse omstændigheder kunne man forvente, at skoleejerne, forsamlet i KL, ville være særdeles klare i mælet, når det gælder kravet om styrket faglighed. Men nej. Under påberåbelse af »det hele menneske«, »et-tallernes tyranni« og »den rummelige folkeskole« synes KL fast besluttet på at hindre folkeskolen i at forholde sig seriøst til denne udfordring. KL vil som i Håbo opløse fagrækken, afskaffe specialundervisningen og ophæve skellet mellem skole og fritidsinstitution. Til overflod vil man af med mundtlige årsprøver og Fælles Mål. At Håbos »fleksible« skolemodel, der har kostet, hvad der svarer til 80 milliarder kroner på landsplan i Danmark, af det svenske statslige Skolverket i februar blev kritiseret for utilstrækkelig faglighed, groft svigt af de svage elever og ringe arbejdsmiljø, anfægter ikke KL. På direktionsgangen bestemmer man selv, hvilke evalueringer man vil lytte til, og her til lands er den »fleksible« skole et spareprojekt.

I denne situation var det lige før man som menig lærer i sit stille sind klappede i sine små hænder, da OECD-holdet i forsommeren efterlyste en folkeskole, der stiller tydeligere, mere præcise og relevante krav til eleverne. Der peges direkte på det forhold, at ledelseslaget på afgørende punkter har mistet følingen med skolens faktiske tilstand og i dag generelt synes mere optaget af skolefremmede økonomiske og politiske dagsordener end af sikring af læringsmiljøet i de almindelige klasser. Et forhold, der kommer tydeligt til udtryk derved, at mange danske skoleledere som påpeget af OECD-holdet udviser en ubegribelig tolerant holdning til undervisningsforstyrrende uro og afsondrer sig fysisk fra lærernes og børnenes virkelighed.

Det er en udvikling, der har været undervejs i mindst ti år. I Undervisningsministeriets store uroundersøgelse fra 1997 kan man således læse, at skoleledelsen kun involveres i uroproblemer i en procent af tilfældene. I 2001 viste en undersøgelse, at 67 procent af skolelederne mindre end fire gange i skoleårets løb havde været ude i en klasse for at sparre med en lærer (Lejf Moos, »Skoleledernes Arbejdsforhold«, Danmarks Pædagogiske Universitet 2001). Danske skoleledere ligger på niveau med japanske og koreanske skoleledere, der har verdens mest stille skoler, i vurderingen af omfanget af undervisningsforstyrrende uro på deres egen skole (»Knowledge and Skills for Life«, Pisa 2001). Utallige lærere kan berette om de alvorlige komplikationer, de skaber for sig selv ved at være ærlige og åbne omkring uroproblemer over for skolens ledelse. Hvad skal vi med en styrket evalueringskultur, hvis ledelsen foretrækker at høre »gode fortællinger« frem for at tage sig af de udfordringer, der udspringer af evalueringerne?

Det er meget muligt, at evalueringen i klasserne trænger til at blive styrket her og der. Men det vil på ingen måde være den løsning på skolens problemer, som mange udenforstående forestiller sig. Skolen anno 2004 styres hverken fra klasserne eller lærerværelserne, men fra direktionsgangen. Det er her, man har truffet de beslutninger, der gør skolen til det, den er i dag. Det er her, fraværet af evaluering er himmelråbende, og det er her, en styrkelse af skolens evalueringskultur kan medvirke til at blotlægge systemfejl, der i dag fortrænges. Skolen har hverken brug for mere eller for stærkere ledelse. Skolen har brug for bedre ledelse, funderet på en højere grad af nærvær, fysisk såvel som åndeligt.