I "Bitz dit køkken" finder du opskrifter til hele familien, der pirrer smagsløgene og giver dig mulighed for at leve et sundere liv. Bitz mener, det første sunde skridt kommer ved at have en kritisk tilgang til den mad, vi spiser! Han opfordrer os til at gå i køkkenet hele året rundt og smage på maden, inden den serveres. Endvidere slår han et slag for at bevare måltidet, så familien har en fælles ramme, hvor dagens oplevelser kan drøftes.
Bogen giver praktiske redskaber i form af sæsonbestemte menuplaner, hvor fokus er på god kvalitet, smag, grøntsager og fuldkornsrige madvarer samt frisk fisk og velhængt kød. Det fremgår, at du kan stege i smør eller olie, men der mangler en vejledning i, hvor meget der skal bruges!
Rent energimæssigt ligger nogle af opskrifterne højt for en gennemsnitsdansker. Saltbocca med perlespelt giver mere end 1.000 kalorier per person fordelt på cirka 59 gram protein (24 E%), 50 gram fedt (45E%) og 75 gram kulhydrat (31 E%). En gennemsnitsdansker kan godt nøjes med den halve energi. En kvinde spiser cirka 50 gram fedt dagligt, så man kan med fordel nedjustere indholdet af olivenolie og parmesan og opgradere indholdet af grøntsager, så fedtindtaget fordeler sig bedre over dagen. Kogebogen indeholder indholdsfortegnelse som et gavnligt register bag i bogen.
En kogebog, der vil kæde livskvalitet, lykke og kærlighed sammen med sund og god mad. Jeg synes, Bitz sender et fint budskab om at tænke sundhed i en bredere og dybere forstand. Jeg mener dog langtfra, at det er nødvendigt eller naturligt at drikke rødvin, hver gang der kokkereres.
Bitz dit køkken
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.