Anmeldelse

Status og jagttider for danske vildtarter

Temarapport fra Danmarks Miljøundersøgelser, 1996/6

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I jagtsæson 1994/1995 var der heldigvis 50.000 eller helt nøjagtigt 27,6 procent af de danske jægere, der ramte ved siden af, eller som slet intet jagtudbytte fik. Det kan læses i den nye serie med populærfaglige rapporter: 'Tema-rapporter fra DMU', lanceret af Danmarks Miljøundersøgelser.

Det seneste nummer handler om de 45 danske arter af pattedyr og fugle, der i øjeblikket har en jagttid - samt 15 fuglearter, som EU's fuglebeskyttelsesdirektiv åbner mulighed for jagttid på.

I rapporten er der en klar og overskuelig gennemgang af hver enkelt af de i alt 60 vildtarter. For hver art beskrives emner som forekomst, bestandudvikling, udbytte og indflydelse af jagt, beskyttelsesstatus og anbefaling til fremtidig jagttid.

Fastsættelsen af jagttider sker hovedsageligt på grundlag af viden om arternes biologi og bestandsudvikling. Rapportens indhold indgår i kommende drøftelser om nye jagttider, der træder i kraft til april næste år. Og en af dens anbefalinger går ud på at indføre dansk jagttid på hidtil fredede fugle som strandskade, strandhjejle, vibe, islandsk ryle og stormmåge.

Indholdet giver en solid faglig baggrund for at vurdere vores vildtbestand og de enkelte arters levevilkår blandt landets knap 175.000 jagttegnsløsere. Her er stof til en spændende debat om jagtlovens krav om jagning på et bæredygtigt grundlag.

En del af de beskrevne emner i 'Tema-rapporter fra DMU' vil som ovenstående hæfte kunne have interesse i folkeskolens ældste klasser, enten direkte i undervisningen, som opslagsværk eller som lærerens faglige baggrundsmateriale. Det drejer sig om hæfter med afgrænsede forskningsområder som ozon og luftforurening, forureningsbekæmpelse med mikroorganismer, vandmiljøet, det levende hav, arealanvendelse og naturgenopretning. Et abonnement med fem numre koster blot 225 kroner og vil via skolebiblioteket kunne være med til at formidle den nyeste miljømæssige viden.