Lærerens bog
Af Hans Erik Berthelsen
180 sider, 475 kroner
Gyldendal Undervisning
Det kan måske blive for meget. I dette tilfælde 180 store, tætskrevne siders vejledning eller et par sider for hver side i elevernes bog. Men hvis brugeren imidlertid er aktivt sorterende, vil denne bog være værdifuld at have ved hånden til timernes forberedelse. Det gælder især på det faglige, men også på det undervisningsmæssige område.
Der lægges ud med generelle bemærkninger om lærebogssystemet og læseplanerne. Det overstås hurtigt. Og så følger vejledningerne til de enkelte afsnit og til slut atten kopisider og en facitliste.
Vejledningerne er alle bygget op efter en fast skabelon med fire punkter: Eleverne kan tilegne sig viden om 'Faglige kommentarer', 'Forslag til aktiviteter' og 'Mediaoversigt'.
Med afsnittet 'Farlige solstråler' som eksempel kan eleverne blandt andet tilegne sig viden om ozonlagets nedbrydning og skiftende mode- og skønhedsidelaer.
Faglige kommentarer handler om ultraviolet stråling af forskellig art og dens indvirkning på planter, dyr og mennesker. Det er i hovedsagen som i de andre afsnit ordentlig og anvendelig information, vi her tilbydes. Men så redegøres der for en stribe mere eller mindre kendte kemikaliers evne til at nedbryde ozonen, hvornår anvendelsen af dem er eller vil blive forbudt og meget mere. Det er en unødig overflod af facts, som det må have været et kæmpearbejde for forfatteren at fremskaffe, men som burde have været filtreret, på samme måde som ozonlaget filtrerer solstrålingen.
Forslag til aktiviteter kan være at følge ozonmeldingerne på tekst-tv eller at undersøge spraydåser og deres indhold af drivgasser. I øvrigt spænder aktiviteterne fra eksperimenteren i klassen til undersøgelser på biotoper og virksomhedsbesøg.
'Mediaoversigten' indeholder ud over litteratur, film og video en række gode internet-adresser.
Hvilken fryd at nogen således har taget det tit sure og altid tidskrævende søgearbejde på sig, det er næsten alle pengene værd.
Gunnar L. Clausen
Biologi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.