Af Nan Froman
32 sider, 198 kroner
Forlaget Carlsen
Insekternes verden - stor og spændende. I denne bog beskrives systematisk ni af de største ordener som biller, sommerfugle, guldsmede, tæger og årevingede - dog omtalt ved ordenens latinske betegnelse. Særdeles flotte, detaljerede tegninger i stor forstørrelse viser dyrenes bygning, og gennem en saglig, lettilgængelig tekst og faktabokse fortælles generelt om hver enkelt ordens karakteristika samt en række udvalgte arter fra forskellige dele af verden.
Originaludgaven er nordamerikansk, men indholdet forsøger at dække globalt, så her er medtaget arter fra så godt som alle klimabælter. Det er således kun få af de viste arter, der også findes i Danmark, og selv om teksten nogle steder bestræber sig på at referere til danske forhold, så er indholdet efter min mening vanskeligt at anvende direkte i et undervisningsforløb.
For flere arter er der ikke angivet tydeligt udbredelsesområde, så mange elever vil under læsningen med god ret kunne være i tvivl om, hvorvidt dyr som kæmpevandrøver, blå mosaikguldsmed og pragtbiller også vil kunne opleves her i landet. Det kalejdoskopiske præg forstærkes yderligere af for eksempel en beskrivelse af den danske bombarderbilles måde at forsvare sig på - her fortælles overhovedet intet om, at billen er en akut truet art, som de færreste elever sandsynligvis nogen sinde får mulighed for selv at støde på.
Kaare Øster
Biologi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.