Arv og udvikling. Bioteknologi
Af Hans Erik Berthelsen
I serien: Ny biologi
64 sider, 150 kroner
Gyldendal Uddannelse
Bogen er saglig, aktuel, interessant og velskrevet. Men til 7.-8. klasse er den i passager alt for svær både fagligt og med hensyn til de etiske spørgsmål, der tages op. Ved projektarbejde i 10. klasse vil dens kvaliteter kunne udnyttes.
Indholdet er delt op i fire hovedafsnit:
Det levendes udvikling - blandt andet om livets opståen af dna, aminosyrer og proteiner i den lunkne ursuppe og om arternes udvikling ved naturlig udvælgelse blandt de bedst tilpassede.
Den levende arv, som handler om, hvorledes dna, gener og kromosomer bestemmer de egenskaber, afkommet arver fra forældrene.
Bioteknologi - før, nu og i fremtiden. Afsnittet viser, hvorledes menneskene altid har søgt at styre organismernes udvikling. Men interessen samler sig om de nye skelsættende teknikker som kloning og gensplejsning og de forventninger og betænkeligheder, disse voldsomme indgreb vækker.
Menneske i fremtiden med overskrifter som 'Kan sygdomme udryddes?' og 'Mennesket som maskine'.
Dermed rammer bogen lige ind i emner, som nu og i mange år vil være aktuelle og til diskussion i samfundet og dermed i skolen.
Teksten støttes i usædvanlig grad af fremragende illustrationer. Men det er trods alt ikke nok til at gøre de værste faglige humpler spiselige for de fleste i 7.-8. klasse. For eksempel denne: 'Rækkefølgen af baserne danner en kode. 3 baser er en kode for en bestemt aminosyre. Et stykke dna er altså en kode, der virker som en opskrift, der fortæller, hvilke aminosyrer, der skal sættes sammen i en lang kæde, så de danner et protein, fx et enzym 8'.
Gunnar L. Clausen
Biologi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.