Biografen som klasselokale

Nordjyllands Amt har de næste to år afsat 800.000 kroner til pilotprojektet 'Biografen som Klasseværelse'. Tanken er at give børn og unge en bedre forståelse for filmmediet ved at kvalificere undervisningen i skolen. Der er valgt fire film ud til hver af de fire aldersgrupper. Til hver film er der udarbejdet undervisningsmateriale, som lærerne kan få tilsendt, inden eleverne går i biografen. Projektet er et samarbejde mellem de nordjyske biografer, Det Danske Filminstitut, Foreningen af Danske Filmudlejere og Nordjyllands Amt. Undervisningsmaterialerne kan ses på www.undervisning.dfi.dk

I fredags lavede hundrede børn fra børnehaveklasse til 4. klasse en rigtig cirkusforestilling i Cirkus Dannebrogs telt i Fælledparken i København. Elevernes lærere og pædagoger havde tidligere været på kursus hos Cirkus Dannebrog, så de kunne gå tilbage og lære fra sig. Der har også været artister fra Dannebrog ude og undervise børnene. Cirkusprojektet var arrangeret af skoleforvaltningen i Københavns Kommune og var et samarbejde mellem konsulenterne fra udviklingsafdelingen, indskolingsområdet, Kroppen i Skolen og fritidsklubområdet.