Af Jens Kovsted
Illustreret af Anita Krumbach
32 sider, 199,50 kroner
Carlsen
Hvis der er børn i Pingo-alderen og omegn, der bliver drillet, fordi de kan lide bøger, så er der her et bud på, hvor meget godt det kan føre til at læse. Pingvinen Ambrosius er anderledes og mærkelig. Han vil hellere læse end danse og feste i polarnatten. De andre, altså de normale, driller ham med øgenavne og spydigheder. Men en dag møder han en anderledes polarfarer, den parfumerede slædefører Ingolf med et hundespand af lyserøde kongepudler. Han kan ikke finde vej i sin kamp for at vinde over sin storebror og komme først til Sydpolen, og Ambrosius kører med ham for at vise vejen. Alle farer undervejs klarer Ambrosius, fordi han aktiverer sin viden fra fagbogslæsning. Og den endelige kamp ved målstregen vinder Ingolf på grund af Ambrosius' snilde og indsigt i de almindelige fysiske love.
Billeder og tekst supplerer hinanden fint i skabelsen af et absurd polarunivers, hvor to outsidere bliver vindere ved at slå deres særheder sammen, men bestemt med den læsende Ambrosius som helten. Der sker ting og sager, når en læser krydser et hundeslædespor.
En lille, uhøjtidelig og humoristisk bog, der giver stof til både smil og samtale i indskolingen og tidligere.
Jens Raahauge
Billedbøger
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.