Af Christina Hesselholdt
Illustreret af Tine Modeweg-Hansen
40 sider, 189 kroner
Høst & Søn
I 1998 udgav makkerparret Christina Hesselholdt og Tine Modeweg-Hansen 'Prinsessen i sandslottet'. Den blev rost helt derud, hvor himlen møder havet, og hvor marehalmen pisker på himlen – for originalt sprog og for poetisk billedfortælling.
Nu er fortsættelsen kommet. Havet har taget sandslottet, og dets bygherre, drengen, redder prinsessen og hendes søheste og tager dem med op i sommerhuset – som en anden Lyngbypræst, der gør det nødvendige på trods af reglerne og lovene.
I sommerhuset bor drengen sammen med dem, der viser sig at være lige så farlige og uberegnelige som det oprørte hav, forældrene. Katastrofen lurer, da moren hænger søhestene til tørre for at tjene penge på dem. Men drengen befrier heroisk prinsessens dyr og vinder prinsessen og et halvt kongerige, men han mister sin naturlige størrelse og begge forældre. Midlertidigt?
Det får vi nok at høre i næste bog?
Christina Hesselholdt har en forunderlig evne til at lytte til sproget i forskellige perspektiver. Hun anvender i bogen her et vokabularium og et scenarium, der har hentet sin næring i de strandedes univers over for menneskene og i barnets univers over for de voksne.
Dette kommer til udtryk overalt i bogen, for eksempel i en forrygende scene, hvor den lille prinsesse skal tisse. Toilettet er så højt, at drengen bygger stiger og gelændere af farens piberensere, og da prinsessen er kommet til vejrs for at forrette sin nødtørft, ser hun turistpenge i toilettets dyb. Der vil komme busser med folk, der ønsker gyset: Du må ikke gå for tæt på kanten, vil mænd råbe til deres koner. Og der vil altid være nogen, der falder ned.
Tine Modeweg-Hansens billeder illustrerer ikke historien, de taler med ordene. Skæve vinkler, store øjne, skæve munde, actionlinier og perspektivforvridninger tørner sammen i kompositioner, der samler ordenes poesi og samler handlingen, så ordene bliver nødvendige.
Dette er en poetisk og eventyrlig billedbog for alle, der ikke er vokset fra poesien og eventyret, så den er i hvert fald for dem i indskolingen.
Jens Raahauge
Billedbøger
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.