Af Louis Jensen
Illustreret af Anne Pedersen
32 sider, 199 kroner
Høst & Søn
Mirakler har det med at gribe om sig. Så man gør klogt i at holde øje med de forandringer, der begynder i det små. Fra sin tidligere arkitektkarriere har forfatteren medbragt et godt blik for huse og deres forunderlige egenskaber. For eksempel de uregerlige huse i denne festligt ternede lilleby, der har det med at flytte sig rundt om natten og dermed udsætte deres beboere for nye omgivelser hver eneste dag. Forfatteren påstår ikke, at det er nemt, men vanskeligheder overvindes lettere, når godt naboskab kommer til at omfatte hele byen. Men vær opmærksom på, at forandringer også fjerner tilfældigt opståede goder som det pludselig at være blevet nabo til byens smukkeste pige. Her skal der arbejdes for at holde underet ved lige.
Alligevel er der ingen grund til at holde sig tilbage. Grib chancen for et mirakel og flyt dit indre hus. Det behøver ikke at foregå om natten.
Tonny Hansen
Billedbøger
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.