Anmeldelse

Billedbøger

Line og tyvetingen

Af Mirjam Pressler

Illustreret af Jutta Timm

Oversat af Karin Bodenhoff

24 sider, 198 kroner

Thorup

Det er ellers ikke, fordi hun mangler ting. Lines værelse er ved at svømme over med legetøj. Men de gamle ting er tømt for magi. Nu er det eneste, der tæller, en sælsom dukketing præcis som den, klassens førerko netop nu går og gør sig interessant med. Den må ejes, på trods af en uforstående mor, der i sin utålelige snusfornuft måler materielle besiddelser efter antal og ikke i forhold til prestige- og herlighedsværdi.

Men når supermarkedet ikke selv kan overskue sit overdådige udbud, er der heldigvis råd for, at selv en fem-seksårig pige kan anskaffe sig sådan en ting. Ubetalt glider den ned i lommen, hvor den uheldigvis kommer til at ligge og klemme på den nerve, der fører op til samvittigheden.

Bogen er glimrende tegnet og fortalt og udgør et fortrinligt oplæg til en fornuftig snak med indskolingsbørn om alderens store emner: samvittighed, skyldfølelse, misundelse og gerrighed. Og om hvordan man som barn kan komme ud af en uheldig og uoverskuelig situation, man selv har skabt.

Tonny Hansen