Hvad er billedbogen egentlig for en størrelse? I denne svenske doktordisputats, der nu er genudgivet, foreslår forfatteren en afgrænsning af billedbogen i forhold til billedark med påtrykt tekst på den ene side og børnebogen med illustrationer på den anden. Det er den flerdimensionelle bog, der kan fortolkes i forskellige lag, der interesserer hende. Hvor fortællingen ikke hænger sammen, hvis man skiller tekst- og billedsiden ad. Sådanne bøger findes og klassificeres som didaktiske, idet billedernes formål er at gøre de unge læsere interesserede i at læse teksten, ikke at give en selvstændig oplevelse.
Rhedin slår til lyd for at betragte billedbogen som en selvstændig kunstart, der sammenkæder elementer fra andre kunstarter ikke mindst dramatikken til en kvalitativt ny udtryksmåde. Hun interesserer sig også for det forhold, at en billedbog har to faktiske læsere: både det lille barn og den voksne, der læser op og gennem billederne ubevidst opfatter sit eget indre barn.
Der er i bogen en række grundige analyser af kendte værker, som er gode modeller for læserens eget analysearbejde, for eksempel på seminariet eller dansklærernes videreuddannelse. Eller bare for sjov. De relevante billedbogssider er aftrykt, desværre kun i sort/hvid. Men de fleste kan nemt findes på biblioteket.
Bilderboken
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.