Bevar os vel

Når man gennem skolegårdens virvar vandrer, ser man børn, som ikke leger med de andre.

Ene står de, uden legekammerater, mens de andre med en fodbold bare karter rundt omkring, ja - eller står og sms'er.

Det er frikvarterets hovedinteresser.

Spiller du ej fodbold eller ikke ejer en mobil, så er det klart, du ikke 'leger'.

Og så er det, vi bør stoppe op og tænke:

Hvor blev legen af? 'To mand frem for en enke',

dåseskjul og hinkesten og sjippetove,

hullahopring, hønseringe, alt det sjove,

som engang gav lege, der ku' vare længe.

Skideskægt at lege 'piger efter drenge'

eller omvendt! Der bli'r ikke investeret

penge, tid og fantasi i frikvarteret.

Legepladserne er blevet umoderne,

hvis de er der. Andre måtte man skam fjerne,

for det koster at vedligeholde steder,

som er urentable - blot til gratis glæder.

Og i stedet er der asfalt eller fliser,

som ser pæne ud, imens vi underviser

i den faglighed, som Pisa jo kan teste,

og på nettet skal vi helst iblandt de bedste.

Se, så er det klart, at dét, der står i vejen

for en målbar skole, er desværre legen.

Det bli'r farligt helt at slippe alle tøjler,

og en lærer er jo ikke nogen gøgler!

Men på samme tid bli'r børn sgu indeklemte

mellem skolens 'nye mål' og så det femte

samfund, som snart er på vej, og hvor tendensen

er, at legen virker på intelligensen.

Børn skal lege viden ind og engageres

i hinanden. Deres netværk stimuleres.

Kreativiteten bli'r et 'must' i tiden,

hvor man samarbejder og selv henter viden.

Der bli'r ikke plads til den autoritære

direktør og leder, værkfører ... og lærer.

Så hvis samfundsinteresserne skal plejes, skal vi gøre noget til . . . at der kan leges.

Fru Fischer