Anmeldelse
Bevægelseslege
Leg, dans, musik og bevægelse med de 6-12-årige
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Af Lone Byrner og Judy Terney Tromborg
Illustreret af Vibeke Brylle samt fotos
104 sider, 248 kroner
Forlaget Hans G. Dal
Telefon 2325 5548, Telefax 3311 4948
http://www.one-world.dk
Denne bog giver et virkeligt godt bud på, hvordan vi kan opbygge og arbejde med musik, bevægelse og udtryk. Den grundlæggende tanke er det helhedssyn, at barnet gennem kropslige erkendelser og erfaringer øger dets kompetence på alle udviklingsområder.
Bogen indeholder mange ideer til forløb med rytmiske aktiviteter.
Opbygningen er enkel, pædagogisk, teoretisk begrundet og serveret således, at stoffet lige er til at arbejde med.
Hvert afsnit tager udgangspunkt i de basale bevægemønstre og angiver flere muligheder for metoder, angiver musikforslag og konkret brug af musikken, og der er progression i opbygningen. Bogen forklarer og visualiserer de anvendte øvelser, og de mange bevægelsestegninger gør stoffet levende og nemt at gå til.
Bogen er et meget brugbart værktøj for undervisere, der ikke har arbejdet så meget med rytmiske aktiviteter, og for lærere, der ønsker ny inspiration til den daglige undervisning. Bogen har et indbydende layout, er særdeles overskuelig og giver lyst til at arbejde med musik og bevægelse.
Der er musik- og litteraturhenvisninger bag i bogen.
Bogen kan varmt anbefales til lærere, lærerstuderende, pædagoger og trænere i den frivillige foreningsverden, og bogen bør selvfølgelig stå på lærerbibliotekets hylde med faglitteratur.
Britta Vestergaard