Det fremgår af en undersøgelse, som Danmarks Lærerforening har gennemført, og som dækker 65 procent af landets folkeskoler.
Undersøgelsen sammenligner niveauet i det skoleår, der slutter om få uger, med det, der begynder til august. Konklusionen er, at det går ned ad bakke på en stribe områder.
Rammer bredt
Ud over færre timer og flere elever vil
- mulighederne for at give støtte til elever med særlige behov, der undervises i normalklassen, blive forringet på hver anden skole.
- På næsten halvdelen af skolerne bliver mulighederne for at give elever med særlige behov specialpædagogisk bistand uden for normalklassen forringet.
- På over en tredjedel af skolerne bliver mulighederne for at bruge lejrskoler og ekskursioner i undervisningen dårligere.
- På mere en 3 ud af 4 skoler bliver der afsat færre kroner pr. elev til undervisningsmaterialer, når der tages hensyn til prisstigninger.
- På næsten 3 ud af 4 skoler bliver der afsat færre penge pr. lærer til efter- og videreuddannelse, hvis der tages højde for pris- og lønstigninger.
Konkret betyder nedskæringen i elevernes timetal, at 58 procent kommer under Undervisningsministeriets vejledende timetal, og at der vil være 24 eller flere elever i 29 procent af klasserne.
Dårligere inklusion
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, mener, at besparelser skader muligheden for inklusion i folkeskolen.
"Den politiske sparekampagne, som folkeskolen har været udsat for i de seneste år, skader eleverne. Kommunernes økonomi er så presset, at de leder med lys og lygte for at finde besparelsesmuligheder. Det medfører overbefolkede klasselokaler. Og det er utopi at tro, at man kan inkludere flere elever med særlige vanskeligheder i normalklassen på en ordentlig måde, når der sidder mere end 24 andre elever i klassen", siger Anders Bondo Christensen.
Farvel til efteruddannelse
Nedskæringerne i efteruddannelse har Anders Bondo Christensen denne kommentar til:
"Vi ved, at det er helt nødvendigt, at lærerne efteruddannes, hvis klasserne skal rumme flere elever med særlige vanskeligheder. Lærernes fagdidaktiske kvalifikationer er en af de mest afgørende faktorer for elevernes udbytte af undervisningen," siger Anders Bondo Christensen.
Undervisningsminister Troels Lund Poulsen har ikke ønsket at kommentere undersøgelsen, der bygger på svar fra tillidsrepræsententer på over 1.000 skoler.
Besparelser skader muligheden for inklusion i folkeskolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.