Da UC Syd i november sidste år søgte Undervisningsministeriet om dispensation til at optage udenlandske studerende på læreruddannelsen, var målet at tiltrække mellem 25 og 30 kommende lærere. Foreløbig har ti elever, ni tyske og en enkelt østriger, meddelt at de sidder på den danske skolebænk i det nye skoleår.
"De udenlandske studerende har vist interesse for uddannelsen. Men derfra og til at flytte og slå sig ned i et andet land, er nok et større skridt end vi havde regnet med. Målet var nok sat for højt", siger Ove Outzen, leder af læreruddannelsen på UC Syd til folkeskolen.dk.
"Vi er godt tilfredse, da vi havde en succesrate på 12 elever. Og vi optager helt frem til studiestart, så hvis der kommer nogle ansøgere hen over sommerferien, er der plads til dem", siger han.
Nye studerende som bølgebrydere
Ove Outzen forklarer, at UC Syd har gjort sig nogle vigtige erfaringer, som kan bruges målrettet fremad for at tiltrække flere udenlandske studerende til næste år.
"Vi vil bruge de nye studerende som bølgebrydere. Det er vigtigt, at det er nogen, som er i gang med uddannelsen, der kan forklare, hvordan det fungerer. Det er vigtigt, at vi bruger nogle af de studerende som reference. Det giver mere gennemslagskraft", siger han.
I år har UC Syd skudt lidt med spredehagl i forsøget på at tiltrække udenlandske studerende, hvor repræsentanter fra læreruddannelsen i Haderslev har været på uddannelsesmesser i både Tyskland og Polen.
"Belært af erfaringerne fra i år, vil vi fremover koncentrere os om det tyske område. I Tyskland er de kulturelle forskelle mindre i forhold til Danmark end i Østeuropa", siger Ove Outzen.
De udenlandske studerende vil det første år få engelsk som linjefag samt intensiv danskundervisning. Derudover får en lærer rollen som særlig mentor for at give udlændingene den bedste start. Året efter sluses de udenlandske studerende ind i klasser med danske studerende. UC Syd har netop fået dispensation af Undervisningsministeriet til det første hold.
Beskeden import af udenlandske lærerstuderende
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.